Herlev Eagles-Odense Bulldogs 1-2 (0-0, 0-1, 1-1): Herlev og Odense mødtes tirsdag aften for anden gang i sæsonen i Metal Ligaen, og denne gang var det Spar Nord Arena, der lagde is til duellen.
Matchen var en tæt affære med flere gode muligheder i begge ender, men hvor Mike Hammond var skarpere end alle andre. To mål fra canadieren og en smal sejr til Odense, der dermed fik revanche for nederlaget i første kamp mod Herlev.
Lille overvægt i spil og chancer til Herlev i de første 10 minutter, hvor blandt andre Magnus Koch og Joseph Jonsson havde gode muligheder på Tadeas Galansky i Odense-målet. Begge hold forsøgte sig også i overtal, men uden at der blev skabt noget farligt.
Når Odense fik etableret sig i Herlevs zone, var det primært med førstekædens O’Donnell, Hammond og Hardarson på isen. Fynboernes andenkæde viste også målfarlighed, og de fik korrekt underkendt et mål fire minutter før pause.
Herlev sluttede første periode i powerplay, og her leverede Galansky flere pragtredninger. Mattias Åkesson burde have bragt hjemmeholdet foran, men holdene gik til pause med nul mål efter en udmærket periode.
Tadeas Galansky fortsatte storspillet i anden periode med flere redninger, mens Emil Jidskog i den anden ende også beviste sit værd for hjemmeholdet i flere situationer. Spillet var dog også præget af mange fejlpasninger i det fremadrettede spil og dermed mange spilvendinger.
Med seks minutter til pause havde Sebastian Ehlers kæmpe chance, men Jidskog fik flot lukket af. Et udmærket indslag i en ellers rodet fase i kampen, hvor begge hold havde svært ved at få spillet til at flyde.
Kampens første mål faldt med to minutter til pause, og det var Odense-spillerne, der kunne juble. Mike Hammond havde oceaner af plads frem mod målet, og han puttede sikkert pucken ind bag Emil Jidskog. Føring til gæsterne efter 40 minutter.
Odense udbyggede føringen to minutter inde i tredje periode, og skarpretteren var endnu en gang Mike Hammond. Canadieren satte pucken højt i målet i samme sekund, som Herlev fik en udvist spiller tilbage på isen.
Brandon McNally havde god afslutning på en kontra halvvejs i perioden, men Emil Jidskog hev en kæmpe redning frem. Til gengæld spillede Herlev sig ind i kampen, da Mattias Åkesson hamrede pucken i netmaskerne i powerplay. 1-2 med ni minutter igen.
Odense var i powerplay med få minutter igen, men hjemmeholdet holdt stand. Emil Jidskog blev trukket ud med små halvandet minut igen, og Herlev tog timeout med 37 sekunder igen.
Lige lidt hjalp det, og Odense snuppede alle tre point på en tæt aften i Ørneborgen. Mike Hammond gjorde udslaget med sine to scoringer til fynboerne, der dermed vandt den vigtige kamp.