Efter en lang karriere i den næstbedste række i Finland skifter finske Miku Ronkainen til Esbjerg Energy, hvor han bliver den første nye import. Han præsenteres således af vestjyderne.
- Miku er en hurtig og aggressiv angriber med virkelig gode hænder og stærke puck-færdigheder. Han har en god spilforståelse, kender vejen til netmaskerne og er vant til at producere point – både mål og assists, forklarer cheftræner Markus Åkerblom fra Esbjerg Energy.
- Jeg er sikker på, at Miku vil passe godt ind i truppen og vække begejstring hos fansene. Vi er stolte af at kunne meddele, at Miku Ronkainen spiller for Esbjerg Energy i den kommende sæson, og vi ser frem til at præsentere ham på isen.
Miku Ronkainen er 178 cm høj og spiller wing. Han stammer fra den finske havneby Uusikaupunki, der har omkring 15.000 indbyggere og ligger nordvest for Turku.
- Med skiftet til Esbjerg ser jeg gode muligheder for at tage næste skridt i min karriere efter seks sæsoner i den næstbedste finske række, Mestis. Jeg tror, at både Esbjerg og den danske Metal Liga er det rette næste skridt for mig, fortæller Miku Ronkainen.
- Jeg ved kun lidt om Esbjerg som by, men jeg har talt med nogle finske spillere, der har talt positivt om stedet. Jeg glæder mig til at prøve noget nyt, lære holdet og organisationen at kende – og opleve byen. Det bliver spændende med en ny klub, en ny by og en ny liga.
Den nye Energy-forward har spillet 216 kampe i Mestis og har scoret 75 mål. Samlet er Miku Ronkainen noteret for 187 point.
- Mit spil er offensivt, og jeg vil arbejde benhårdt for at vinde. Jeg er overbevist om, at jeg kan tilføre holdet nye kompetencer. Jeg spiller for at vinde – hver gang. Lykkes det, opnår man det ultimative mål: mesterskab og guldmedaljer. Det går jeg efter", slutter Miku Ronkainen.