Klokken 21:15 i aftes ankom Rødovre Mighty Bulls U20-landsholdsspiller Kasper Larsen sammen med sin far Mikael til Herlev Hospital.

Lægeflyet med to piloter, to læger og Kasper og Mikael var kort forinden landet i Københavns Lufthavn, og derfra blev Kasper Larsen transporteret nænsomt til Herlev.

Det var en kæmpe lettelse for den unge Rødovre-back og familien, at han igen var på dansk jord efter et VM i Minsk i Hviderusland, der udviklede sig så voldsomt dramatisk, at Kasper Larsen var i livsfare fredag aften efter Danmarks kamp mod Norge.

- Kasper har det fortrinligt nu, selv om han ligger i isolation i Herlev. Er man blevet opereret i udlandet, er det helt obligatorisk, at man skal tjekkes for nogle resistente bakterier. Så snart han har været gennem al kontrol og kan komme på toilettet, kan han komme hjem igen, fortæller hans far, Mikael Larsen fra hospitalet.

Gik i knæ foran mål
Det var fredag eftermiddag 13. december dansk tid, at Kasper Larsens liv og ishockeyliv tog en voldsom vending.

Helt bogstaveligt var det i et forsøg på at cleare pucken fra den danske zone og sende den videre op langs banden, at Kasper Larsen satte fart. Her blev han ramt af en nordmand i et openice-hit og havde efterfølgende vanskeligt ved at komme op. Men det lykkedes.

Han havde svært ved ”at rette sig ud” og troede først, at der var tale om en kraftig mavepuster.

En tydeligt svækket Kasper Larsen spillede videre i 35 sekunder, inden han endte foran mål, hvor han tilfældigt blev ramt halvhårdt af en holdkammerat ved spilsekvensens afslutning.

Så gik den lange Rødovre-knægt i knæ igen, og den her gang kunne Kasper Larsen ikke rejse sig.

Han blev eskorteret ud af den danske holdlæge Martin Kirkegaard og fysioterapeuten Morten Asmussen. De kunne med det samme se, at det skulle gå stærkt. Mikael Larsen blev tilkaldt og løb fra sin tilskuerplads og ned i katakomberne under Chizhovzka-Arena.

- Kasper sagde til mig, at det gjorde virkelig ondt, og at han havde det mærkeligt. Vores holdlæge Martin kunne også se, at det var alvorligt, men ambulancefolkene tog sig bare alt, alt for god tid.

- Martin blev nødt til at tale med store bogstaver, før det begyndte at gå bare lidt stærkt. Endelig røg vi af sted med udrykning, men da vi kom til hospitalet, endte vi på den offentlige akutmodtagelse og Kasper blev lagt på noget, der lignede et ”serveringsbord”.

Alle i den danske lejr var bange.

Mistede tre liter blod
Kasper Larsen fornemmede at han skulle tisse uden på nogen måde at kunne styre tingene selv, og hans læber begyndte at miste farve. Holdlægen Martin Kirkegaard måtte igen tale med store bogstaver. Endelig skete der noget.

- Vi røg direkte ind foran i køen og til skanning, og billederne viste, at det var helt sort i maven. Det viste sig, at Kasper havde tre liter blod i maven.

- Han så simpelthen så bleg ud og var efterhånden helt livløs. Jeg så ham blive kørt ned ad gangen og til elevatoren og derefter direkte til operation. Det var en modbydelig oplevelse, husker Mikael Larsen om de dramatiske timer fredag aften, hvor han magtesløst måtte vente, mens lægerne kæmpede for at redde 17-årige Kasper.

Klokken 23:30 fik han endelig besked fra Martin Kirkegaard. Den var positiv.

- Operationen var gået fint. Milten var ikke til at redde, men Kasper trak vejret selv og havde en respirator til hjælp, hvis noget skulle svigte. Infektionstallene så fornuftige ud, og det hele i store træk som det skulle være, fortæller Mikael Larsen.

Lettelsen var kæmpestor i den danske lejr, og Mikael Larsen roser DIU-teamet og ikke mindst lægen Martin Kirkegaard og team manager Claus Fonnesbech Christensen for at have både handlet resolut og skarpt under hele forløbet, ligesom Tryg Forsikring også leverede varen – ikke mindst i form af den lynhurtige hjemtur.

Tre dage på hviderussisk intensiv
Kasper Larsen blev liggende på intensivafdelingen i Minsk i tre dage omgivet af lokale læger og sygeplejersker, som han ikke kunne tale.

Far Mikael måtte nu og da kigge ind i 10 minutter, senere en halv time, men ellers var Rødovre-knægten mere eller mindre overladt til sig selv under nogle rigtig, rigtig lange døgn i et Hviderusland, der lige pludselig føltes meget fremmed.

Til gengæld havde kirurgerne gennemført en noget nær perfekt operation, da de fjernede Kasper Larsens milt, og det var familiens held, at de hviderussiske kirurger – har Mikael Larsen senere fået fortalt – tilsyneladende er berømmet i regionen for deres dygtighed.

Operationen var den vigtigste og samtidig mest positive oplevelse på hospitalet i Minsk.

Mandag formiddag blev Kasper Larsen endelig kørt ud fra intensiv og sammen med sin far placeret på en stue, der ifølge Mikael Larsen lignede et spøgelseshus.

Madrasserne var knaldhårde, forplejningen var ikkeeksisterende, der var ingen sæbe og håndklæder, og toiletpapiret skulle man selv medbringe. Sidstnævnte vidste de danske patienter i sagens natur ikke noget om.

Mikael Larsen sendte billeder til forsikringsselskabet, og hjemme fra Danmark blev der også arbejdet på højtryk for enten at få forholdene forbedret eller få en hurtig hjemrejse.

- Sent om aftenen fik vi at vide, at lægeflyet ville lande 16:30 i Minsk, og at vi kunne flyve hjem derefter. Vi var meget, meget glade, for det var meningen, at vi skulle være blevet tre-fire dage yderligere, fortæller Mikael Larsen.

Inden Kasper og Mikael Larsen forlod hospitalet, fik de besøg af øverst-ansvarlige for VM-turneringens lægestab, der undskyldte mange gange for ”spøgelsesstuen” og havde flere bæreposer fulde af alskens madvarer og andet godt.

Klar igen inden længe
- Selv om det var langt fra danske standarder, var der ingen tvivl om, at vi gennem hele forløbet havde fået en behandling over lokal standard. Blandt andet var der en ældre herre, der blev smidt ud af den stue, vi fik.

- Han skulle bare pakke sine ting i en fart og videre. Det var han forståeligt nok ikke tilfreds med. Da vi skule af sted, gav vi ham alt, hvad han kunne bruge fra poserne, og han blev simpelthen så glad. På den måde sluttede det hele positivt, siger Mikael Larsen.

Kasper og Mikael Larsen blev modtaget af mor og lillebror i lufthavnen og det gode ved hele historien er, at man kan leve fint uden milt. Der skal ekstra vacciner og mere kontrol til, men langt de fleste klarer uden problemer at leve uden det lille organ, der vejer omkring 200 gram, men er med til at rense blod og krop.

Lige nu skal Kasper Larsen vente på, at såret fra operationen heler, men når han lige ”er landet igen”, er der intet i vejen for, at han stille og roligt kan begynde genoptræningen.

- Kasper har tidligere lidt af nogle uforklarlige besvimelser, men er blevet tjekket grundigt igennem af både hovedlæger og hjertelæger, og havde faktisk flyttet sig rigtig godt mentalt.

- Det er klart, at der kommer nogle tanker op igen om, at ”hvorfor skal man spille ishockey, hvis man kan risikere at dø af det,” men det var et uheld og Kasper virker frisk og klar igen. Han har jo altid villet på is i en fart, hvis der var sket noget. Det vil han også nu. Jeg må understrege igen, at vi virkelig er dybt taknemmelige for alt det arbejde lederteamet, forsikringen og IIHF har gjort for Kasper og mig, siger Mikael Larsen efter nogle dage, som hverken han eller familien nogensinde glemmer.