Aalborg Pirates har hentet en af sine gamle kendinge tilbage for den kommende sæson.
Den rutinerede center Pierre-Olivier Morin vender tilbage til de forsvarende danske mestre. Han har tidligere vundet to gange DM-guld med nordjyderne, der præsenterer ham således:
Vi er stolte over, at vi kan byde velkommen tilbage til den dobbelte danske mester, Pierre-Olivier Morin, der vendte tilbage til Aalborg efter en sæson i det franske, hvor han spillede for Amiens.
- Vi er glade for, at vi får mulighed for at hente Morin tilbage til Aalborg. Han er en spiller, der kender klubben ud og ind, ved hvad vi står for, og vi kender Morin og hans kvaliteter. Han kender omklædningsrummet, og har spillet sammen med næsten alle de spillere, der er på kontrakt for den kommende sæson, hvilket også er et stort plus, udtaler sportschef Ronny Larsen.
Pierre-Olivier Morin har tidligere spillet fire sæsoner i Aalborg, hvor det er blevet til 170 kampe i grundspillet med 133 point til følge, mens det også er blevet til 40 kampe i slutspillet med 29 point til følge. Han har vundet to danske mesterskaber samt en pokaltitel over de fire sæsoner, hvor han har været i Aalborg.
I sidste sæson i Amiens blev han vicetopscorer med 40 point i 44 kampe i den franske liga. I slutspillet røg Amiens ud til de kommende franske mestre, Rouen, med 4-0 i kampe i kvartfinalen.
- Morin er en stærk tovejs center, som kan spille i alle situationer. Han har nogle stærke lederegenskaber, som vi har set tidligere, og det er noget, som vi kommer til at trække på, slutter Ronny Larsen.
Pierre-Olivier Morin siger selv om at vende tilbage til Aalborg Pirates:
- Jeg er glad for at være tilbage i Aalborg til næste sæson. Aalborg har en vinderkultur med gode folk i omklædningsrummet. Fans, frivillige og andre der hele tiden arbejder hårdt for en god atmosfære, som er god at spille i. Jeg glæder mig til at det bliver august, så vi kan komme i gang med at kæmpe for mesterskabet.
Morin kommer til Aalborg efter sommerferie, og er i gang med sommertræningen hjemme i Canada. Morin kommer til at spille med nummer 19.