Guldvinderne Pierre-Oliver Morin samt Olivier Hinse vender tilbage til Aalborg Pirates, skriver klubben i en pressemeddelelse.
Pierre-Olivier Morin vender tilbage efter en sæson hjemme i Canada hos Saint-Georges-de-Beauce COOL-FM i LNAH ligaen, hvor det blev til et point pr. kamp i snit.
- Morin kender vi fra forrige sæson, hvor han var en del af det hold, der var med til at vinde The Double. Vi ved hvad han står for og hvad vi kan forvente af ham og omvendt. Han kommer med en stadig sult for mesterskaber og viste om nogen hvordan man stepper op i et slutspil, siger cheftræner, Garth Murray.
Udover Morin vender Olivier Hinse også tilbage til Aalborg. Efter hans store sæson i Aalborg med mesterskab og pokaltitel, så kom han til Ravensburg Towerstars i den næstbedste tyske række, hvor han igen vandt guld.
- Hinse var en stærk spiller i vores mesterskabssæson, hvor han tog stort ansvar på og uden for isen. Han bidrog med godt spil og var en bærende faktor for vores guldsæson. Vi er rigtig glade for, at Hinse vender tilbage til Aalborg, slutter cheftræner Garth Murray.
Begge spillere slutter sig til truppen i starten af august, hvor holdet går på is for første gang.