Der har været flere kandidater i spil og valget er faldet på Morten Andreasen, der samtidig stopper karrieren på isen.
– Daniel meddelte kort efter sæsonen sluttede, at han grundet tidspres ikke kunne fortsætte i rollen som assistenttræner. Vi har selvfølgelig stor forståelse for, at Daniel ikke har mulighed for at have to fuldtidsjob og oven i det også har sin søn, så vi har kigget løbende efter at tilknytte en ny assistent til Riku.
– Der skal lyde en kæmpe tak til Daniel for indsatsen fra hele RMB. Daniel har været meget vellidt og lavet et rigtig godt stykke arbejde sammen med resten af teamet og vi glæder os over, at han ikke stopper som træner, men blot trapper ned og fortsætter som U17-cheftræner i RSIK, fortæller direktør Bjørn Sørensen.
Ny assistenttræner for Tyrene bliver Morten Andreasen, som dermed tiltræder i en helt ny trænerduo med Riku-Petteri Lehtonen. Med skiftet til assistenttræner stopper Morten Andreasen en lang og flot ishockeykarriere.
Ishockey-CV’et tæller næsten 700 Metal Liga-kampe, heraf 495 for Rødovre Mighty Bulls, hvilket gør ham til spilleren med sjette flest kampe for Tyrene. I både Rødovre Mighty Bulls og Odense Bulldogs har Andreasen været kaptajn og en leder på holdet, og han har også været en del af landsholdet, så det er en stor ishockeyerfaring, der nu tiltræder i trænerteamet:
– Vi er glade for at kunne byde Morten velkommen i den nye rolle og har stor tiltro til, at han med sin erfaring og sit kendskab til både Rødovre og Metal Ligaen kan blive en vigtig og værdifuld ressource for både Riku og for holdet.
– Det er ikke tilfældigt, at Morten de seneste to sæsoner har været kaptajn for holdet. Han har skabt sig et flot navn i dansk ishockey og han er en ledertype, der er bundseriøs og har opbygget en stor erfaring gennem sin lange karriere, som han nu kan bruge på en ny måde. Vi er meget glade for, at Morten har valgt at tage imod tilbuddet og er sikre på, at han vil kunne bidrage til at løfte os, lyder det fra direktør Bjørn Sørensen.
Morten Andreasen om sin nye rolle i Rødovre Mighty Bulls:
– Jeg er rigtig glad og stolt over den chance, jeg her har fået, og jeg ser frem til at tage arbejdshandskerne på, og komme i gang på en helt ny måde. Det bliver sindssyg spændende!
– En rigtig sportsmand vil aldrig være helt klar til at stoppe sin aktive karriere, men med den chance der opstod, føler jeg, at det er det helt rigtigt tidspunkt for mig. Jeg har haft mange gode stunder på isen, men jeg føler også, at det er et naturligt, udviklende skridt for mig, at bevæge mig ind i en trænerrolle – også fordi jeg, i noget tid, har håbet på og drømt om, at det blev en mulighed, at gå den vej.
– Jeg har brugt en del tid på at tænke det igennem, og gjort mig mange overvejelser. Klubben var meget klare overfor mig om, hvordan de så mig i denne rolle og hvorfor de gerne ville gå trænervejen med mig. Dette betyder selvfølgelig meget for mig, og efter jeg havde en god snak med Riku-Petteri Lehtonen omkring mig og min rolle som assistenttræner, var jeg ikke i tvivl om, at det var det rigtige skridt at tage. Jeg kunne mærke, at det langt fra var en slags halv løsning eller det der ligner, men at det var gennemtænkt fra klubbens, hovedtrænerens og min egen side, og det gjorde udfaldet, fortæller han.
Med mange år som professionel ishockeyspiller, så er der masser af erfaring at tage videre i trænergerningen:
– Jeg ser mig selv som en ledertype, som nyder at lære fra mig. Jeg går op i de små detaljer i spillet. Jeg har altid været en analyserende spiller, som gjorde en dyd ud af at læse spillet og være på forkant i situationerne. Det er nogle af de egenskaber, jeg vil tage med mig i trænergerningen, samtidigt med, at jeg glæder mig til at lære en masse nyt, fortæller Andreasen, der kan se tilbage til mange store oplevelser på isen:
– Jeg kan se tilbage på enormt mange gode og store oplevelser på isen, i omklædningsrummene og i hockeyverden generelt. Den fyldte Rødovre Centrum Arena, pokaltitel med RMB, hårde slutspilsserier, landskampe, finaleserie med Odense og meget mere står klart i hukommelsen, og jeg ser tilbage på en karriere, som jeg er stolt af. Der har været rigeligt at glæde sig over i min aktive karriere, og nu glæder jeg mig til at skabe gode oplevelser i trænerrollen, slutter han.
Aftalen med Morten Andreasen gælder for den kommende sæson.