Da Morten Andreasen var aktiv, var han i perioder en af de toneangivende spillere i Rødovre Mighty Bulls.
Nu bliver han - efter en periode i omegnen af holdet som assisterende træner og videocoach - direktør i klubben, der som bekendt netop har fået ny ejerkreds med blandt andre Lars Eller og fodboldprofilerne Daniel Wass og Andreas Maxsø som aktører.
Det skriver Rødovre i en pressemeddelelse, hvor Morten Andreasen præsenteres som følger:
Morten bringer med sig en enestående forståelse for klubbens kultur og en værdifuld erfaring fra ishockeyens verden. Morten Andreasen vil udfylde direktørrollen på deltid efter Claus Amondsen, der på fantastisk vis sikrede klubbens overlevelse i den foregående sæson. Mortens primære fokus vil være at skubbe projektet ordentligt fra start. Rune Lindqvist, formand for Rødovre Skøjte- og Ishockey Klub (RSIK), tiltræder som ansvarlig for det operationelle på deltid og vil supplere Morten i dagligdagen.
- Det er en stor ære for mig at skulle lede Rødovre Mighty Bulls fremadrettet, og jeg takker for tilliden. Jeg vil arbejde hårdt for at sikre klubbens succes og styrke dens position på lang sigt. Jeg ser frem til samarbejdet med den nye ejerkreds, bestyrelsen, de frivillige, de administrative medarbejdere og alle omkring holdet, siger Morten Andreasen.
Rødovre Mighty Bulls skriver ligeledes:
I det nye setup vil en erfaren og professionel bestyrelse blive etableret, med Michael Thomsen i spidsen som bestyrelsesformand. Michael Thomsen bringer med sig en imponerende karriere i det private erhvervsliv, med adskillige direktions stillinger på sit cv. Udover dette har han også en fortid som elitespiller i Rødovre og med mere end 300 kampe på højeste niveau. Kombinationen af den lange erhvervs -og sportslige erfaring vil blive et uvurderligt aktiv for Rødovre Mighty Bulls fremadrettet.