Frederikshavn har også i den kommende sæson papir på 18-årige Christopher Mulberg og 19-årige Sebastian Holm-Pedersen.
Det skriver klubben i en pressemeddelelse, hvor klubben præsenterer de to unge således:
To spillere af egen avl, der i sidste sæson blev taget ind i elitetruppen, og fik spilletid i flere af kampene.
Sportschef Kasper Kristensen udtaler.
-Begge spillere kom under vingerne i truppen i sidste sæson, hvor de for alvor skulle prøve kræfter med elitemiljøet. De har på daglig basis præsteret, og leveret, det vi har forventet af dem, og har taget de skridt vi på forhånd troede de ville tage.
-De har bevist, at der er noget at bygge videre på, og den udvikling er vi glade for de begge har lyst til at fortsætte med i Frederikshavn White Hawks.
-Med den strategi vi har lagt i klubben, passer de perfekt ind, og vi tror på, at der er endnu mere spilletid i vente for dem begge, hvis de fortsætter den udvikling de allerede er påbegyndt, lyder det fra Kasper Kristensen.
Selv siger Sebastian Holm-Pedersen om sin nye kontrakt med White Hawks.
-Jeg glæder mig rigtig meget over, at jeg skal være i klubben i yderligere to sæsoner. Jeg synes, det har været spændende at være en del af eliteholdet i sidste sæson, og jeg vil gerne udvikle mig yderligere som ishockeyspiller. Det får jeg chancen for, med den strategi klubben har lagt med at satse lidt mere på de unge spillere, lyder det fra Sebastian Holm-Pedersen.
Christopher Mulberg udtaler følgende.
-Det er en spændende proces der er i gang i klubben, og det ser jeg frem til at være en del af de næste to sæsoner. Jeg glæder mig til at komme i gang igen, og skal som ishockeyspiller udvikle mig yderligere de næste to år, med hårdt arbejde hver eneste dag. Det bliver også spændende med en ny træner, så det er med store forventninger jeg ser frem til at komme på is igen, lyder det fra Christopher Mulberg.