Over 1700 tilskuere var på plads i Aalborg

Du kender garanteret følelsen af at være lidt "hockeyslidt", når vi når frem til april og maj og vi har fået afgjort DM-guldet og sendt herrelandsholdet til den efterhånden traditionelle og faste VM-tur.

Den absolut modsatte følelse begynder at indfinde sig de sidste uger af juli. De sidste indkøb og kontraktforlængelser drypper og spekulationerne begynder. Hvem har hentet de bedste imports? Hvem har den bedste målmandsduo? Hvem har forlænget med de vigtige danskere? 

Så kommer dagen endelig, hvor de første træningskampe skal i gang. Spillerne taler altid om den samme følelse, som "når køerne kommer på græs", og den følelse finder vi også hos tilskuerne. Nu er det tid til at "se girafferne" for første gang.

Når man kommer i hallen til den første træningskamp, er der altid rigtig mange ansigter, man kan genkende. For selvfølgelig er det den hårde kerne, der kommer til træningskampene. Dem, der elsker ishockey og har fulgt sporten dag ud og dag ind. Dem, der står til hver eneste hjemmekamp og også snupper et solidt kvantum udekampe.

Jeg så rigtig mange af dem fredag aften i Odense. Både i Bulldogs-hvidt og SønderjyskE-lyseblåt. Forventningsfulde ansigter overalt, krammere til sidemanden fra sidste sæson. Pølsemix og ribbenssandwich. 

Der var 1157 tilskuere i Odense, og det er mange til en træningskamp på Fyn. Specielt i den kontekst, at vi ikke skal mange år tilbage for at finde ligakampe i det fynske med blot 600-700 mennesker på lægterne. Hockeyfeberen og troen på noget stort for Bulldogs er tilbage igen. Og sønderjyderne kommer bare altid som de plejer. Var der et sted mellem 150 og 200 lyseblå på lægterne?

I Rungsted havde 500 tilskuere fundet vej, og de må være spændte i år. Det er et Rungsted-hold med et helt nyt ansigt, der træder op. Fint tilskuertal og så var der altså hele 587 mennesker til en august-kamp mellem Rødovre og Herlev i Rødovre Centrum Arena. Mit bud er, at der er noget, der ligger og ulmer i Rødovre. Kan Olaf Eller bare føre Mighty Bulls et sted hen, hvor de i det mindste kæmper om en slutspilsplads, så kommer Rødovre-borgerne igen til kamp. 

Lige nu er Rødovre Mighty Bulls dansk ishockeys sovende kæmpe. 

En vågen kæmp er til gengæld Aalborg Pirates, der slog dansk tilskuerrekord til den sidste finale på hjemmebane i sidste sæson med 6000 tilskuere. Aalborg har de seneste sæsoner ligget på omkring 3000 tilskuere i snit, så det var ikke nogen overraskelse, at der var godt mennesker på lægterne, da Frederikshavn var på besøg fredag aften. 

Hele 1711 mennesker til en træningskamp. Det er altså ikke så ringe endda. Tværtimod. Trækker vi de 1711 tilskuere ind i en historisk kontekst, så kunne der - så vidt jeg husker - være 1972 tilskuere i den gamle hal i Samsøgade. Den ville altså næsten være fyldt, havde der været spillet i Samsøgade, og det siger meget om, at ishockeyinteressen lige nu er kæmpestor i Aalborg. 

I alt var der hele 3956 tilskuere til hockey fredag aften i august, hvor der stadig var sommervejr udenfor. Hvad skal det ikke blive til, når det bliver "ishockeyvejr" derude. 

 

 


BILLEDER: SKARPE SKUD fra Rødovre-Herlev VIDEO: Interview med SønderjyskE-direktør Klaus B. Rasmussen