Det var ikke mindst muligheden for at spille sammen med vennen Mattias Persson, der fik Cristopher Nihlstorp til at rykke mod Rungsted og skrive under for den kommende sæson.
Det siger han i et interview med Rungsteds hjemmeside, hvor han også fortæller, at formen er ganske god på trods af en fremskreden alder.
- Jeg og min bedste ven Mattias Persson har talt om at spille sammen igen. Nu fandtes muligheden, og det passer vældig godt for mig nu. Jeg er glad for at få chancen for at spille for Rungsted og samtidig gøre det med venner fra yngre dage, forklarer Nihlstorp.
- Mattias har virkelig forsøgt at overtale mig til at spille for Rungsted. Han har kun haft gode ting at sige om klubben og ligaen. Jeg håber, at vi som hold kan være med i toppen og slås om mesterskabet frem mod foråret, tilføjer den rutinerede svenske keeper.
Nihlstorp har to svenske mesterskaber på sit cv, ligesom han har vundet AHL’s Calder Cup og været inde omkring det svenske landshold. Om sin spillestil siger han følgende:
- Jeg er ganske lang i hvert fald og forsøger at benytte min størrelse på isen, så meget jeg kan. Jeg forsøger at spille så fleksibelt som muligt uden at låse mig ved nogen speciel stil. Jeg er vist 36 år, men føler mig ung og frisk både i kroppen og hovedet, så jeg forsøger at køre så hårdt på som overhovedet muligt for at være forberedt før hver sæson.