Mere guld fra YouTube-arkiverne - denne gang fra et af de legendariske jyske opgør

De gamle finaleopgør fra 90'erne mellem Esbjerg og Herning hører til dansk ishockey "guldskatte". Hvorfor får man et tydeligt bevis på i den her Youtube-video, hvor TV2 sender fra den tredje og afgørende finalekamp i 1992/93. Esbjerg havde vundet de to første kampe og tager imod Herning i en propfyldt skøjtehal i Esbjerg. 

Line Baun Danielsen og Jesper Hviid kommenterer, og når en af duellerne i løbet af kampen hedder Todd Bjorkstrand vs. Peter Gommesen ved man bare, at det er god, gammeldags 90'er-hockey. Skønt.

Læg mærke til kæbebeskyttere, træningsdragter, skøjteløb, hookings og ikke mindst den formidable atmosfære den aften i Esbjerg. Der bliver næsten sunget hele tiden. Herligt. 

Se også indledningen og afslutningen, hvor kulturpersonligheden Lone Bastholm er inviteret i studiet for at se ishockey for første gang. Hun er blandt meget andet tidligere balletdanser og taler om "det legende menneske" i forbindelse med sporten. Det er i den grad en interessant vinkel på ishockeyen. Der er næppe før eller siden blevet talt om Ingmar Bergman i forbindelse med en ishockeykamp fra den danske liga på tv.  


Patrick Madsen har ikke droppet tanken om et eventyr i udlandet Rosenthal: Nederlaget i Metal Final4-finalen 2020 gjorde ondt