Andreas Lilja er et af svensk ishockeys store navne, og han blev i går introduceret som ny dansk assisterende landstræner for Heinz Ehlers.
– At komme ind omkring Danmarks landshold er en fantastisk mulighed for mig. Som aktiv vil man nå så langt som muligt, som træner ønsker man at komme på samme rejse. Nu får jeg mulighed for at arbejde under det danske landshold og ikke mindst under Heinz Ehlers, der har en enorm erfaring som træner. Jeg er virkelig opsat på, at vi sammen skal gøre en god figur, siger Lilja.
Og faktisk har Andreas Lilja en fortid i dansk ishockey.
Lilja er gode venner med den tidligere Odense-træner Mikael Gath, der i 2017/18 stod i spidsen for Bulldogs.
Dengang ville Lilja gerne ind i trænergerningen, og den begyndte på Fyn, eftersom Andreas Lilja en uge om måneden blev en del af Odenses trænerteam i den pågældende sæson, hvor han stod for defensiven.
Siden har han fulgt Mikael Gath, der kun fik en sæson i Odense, rundt i trænergerningen. Gath har de to seneste sæsoner været i spidsen for Kristianstads IK i Allsvenskan. I 2020/21-sæsonen skal Andreas Lilja være assisterende træner for Malmö - og altså Danmark.
44-årige Andreas Lilja har spillet langt over 600 kampe i NHL og har vundet Stanley Cup-trofæet med Detroit Red Wings. Han stoppede sin karriere i 2015 i Rögle og er siden gået trænervejen, som altså begyndte i Odense - og nu skal være med i spidsen for Danmark.