En af de nye imports i Metal Ligaen bliver Simon Lafrance.
Han har signeret for Herning Blue Fox og kommer direkte fra den canadiske universitetsliga, Usports, hvorfra danske klubber har hentet ganske mange spillere i de seneste sæsoner. Aalborg Pirates var de første til at hente en række stærke canadiere fra Usports, og andre klubber er fulgt efter.
Nu altså Herning Blue Fox, der henter en spiller ind fra Usports, og Lafrance har i den grad imponeret i sin tid på universitetet, hvor han har taget både topscorertitler og All Star-pladser.
Han har lavet 77 mål og 81 assists i 117 kampe og har vundet tre mesterskaber med University of Trois-Riveres Quebec og vil fortsætte med at tage ansvar i Herning.
- Jeg har det fint med, at nogle folk betragter mig som »the go-to guy« (når kampene skal afgøres). Jeg er vant til at arbejde hårdt og tage ansvar, og jeg føler selv, at jeg kan præstere under stort pres. For mig er det ikke et ekstra pres, at folk forventer mål og point fra mig. Det er præcis det, jeg nyder allermest at kunne bidrage med, siger Lafrance til Sport Herning.
Her siger han også, at han har valgt Herning blandt flere andre europæiske, og at han i øvrigt er blevet uddannet som bachelor som fysisk træner med speciale i idræt.