Frederikshavn White Hawks skal have ny målmand til den kommende sæson.
Tadeas Galansky er skiftet til Esbjerg Energy, og tjekkens afløser bliver svensk. Han hedder August Hedlund og præsenteres på følgende vis af White Hawks:
Frederikshavn White Hawks styrker truppen til sæson 2025/26 med den 25-årige svenske målmand August Hedlund. Den 194 cm høje keeper kommer fra en markant sæson i Tyresö/Hanviken (Hockeyettan, SWE), hvor han blev kåret til ligaens bedste målmand og udtaget til årets All-Star-hold.
Cheftræner Fredrik Johansson har under hele rekrutteringsprocessen sparret med sin svenske kammerat – en af landets førende målmandstrænere – som i forvejen følger og coacher August tæt.
- August passer perfekt til den spillestil, vi vil stå for i Frederikshavn. Han giver os en solid sidste skanse, siger Johansson.
Sportschef Kasper Kristensen tilføjer:
- Vi har talt med Augusts tidligere trænere og holdkammerater og fået entydigt stærke referencer. Vi glæder os til at se ham i White Hawks-trøjen.
August “Agge” Hedlund selv glæder sig til den nye udfordring:
- Det føles utrolig spændende og inspirerende at blive en del af White Hawks. Det er en klub med ambitioner, og jeg er vildt tændt på næste sæson. Jeg kan næsten ikke vente med at trække den hvide trøje over hovedet og spille foran alle fansene.
"Agge" har valgt nummer 35 som sit trøjenummer i Frederikshavn White Hawks.
Pris og anerkendelse i Hockeyettan
Efter en overbevisende 2024/25-sæson blev August Hedlund kåret til "Årets Målmand i Hockeyettan" og optaget på ligaens officielle All-Star-hold. Kåringen blev offentliggjort den 25. april 2025.