Esbjerg Energy opruster organisationen med ansættelse af en sportschef. Philip Larsen, et koryfæ i dansk ishockey med en lang international karriere, er netop tiltrådt stillingen. Med ansættelsen tager klubben et vigtigt skridt mod at styrke den sportslige sektor efter nogle sæsoner, hvor resultaterne – trods en tredjeplads i grundspillet – ikke har levet op til ambitionerne i slutspillet.
Esbjerg skriver følgende i pressemeddelelsen:
Formand i Esbjerg Energy, Søren Mathiasen, ser ansættelsen som en markant opgradering.
- Efter et par skuffende år resultatmæssigt, opgraderer vi den sportslige sektor i vores organisation med en fuldtids sportschef. Philip har været i udlandet siden han var 15 år og bringer en enorm international erfaring med sig – samtidig er han lokal og kender vores værdisæt i Esbjerg Energy.
- Siden hans hjemkomst har det ligget i kortene, at vi gerne så ham som en blivende del af organisationen på grund af hans kompetencer og yngre alder, hvor han kommer med nye perspektiver. Philip får en central rolle i at styrke hele den sportslige struktur, idet han skal være med til at sikre et stærkt samarbejde med amatørafdelingen EIK, styrke talentudviklingen samt tiltrække dygtige udenlandske spillere. Og så skal han allerede nu være med til at sammensætte et konkurrencedygtigt hold til næste sæson.
- En vigtig del af opgaven bliver det daglige samarbejde med trænerstaben og at sætte en tydelig sportslig retning. Philip er en dygtig og intelligent ishockeyspiller med en høj hockey-IQ. Han kan bidrage med sparring til trænerne, scouting af spillere og sikre kontinuitet og struktur. Målet er klart – vi vil igen kæmpe med om mesterskaber og bringe guld til Granly Hockey Arena.
Stolt og motiveret sportschef
Den nye sportschef, Philip Larsen, ser frem til udfordringen og rollen uden for isen:
- Det er enormt spændende, og jeg er meget stolt. Jeg vil gerne sige tak til Esbjerg Energy for tilliden og for at tro på, at jeg kan bidrage på flere områder. Han forventer at kunne bygge et konkurrencedygtigt hold med en klar struktur.
- Vi skal være konkurrencedygtige og sammensætte en trup med intensitet og slagkraft. Jeg ser for mig, at vi bygger holdet lidt anderledes – måske mere rollebaseret – så alle ved præcis, hvad de er hentet ind for, og hvad der forventes i hverdagen. Efter en lang spillerkarriere ser han frem til at bruge sit netværk og udvikle sig i en ny rolle.
- Jeg har levet som aktiv spiller i mange år, og nu glæder jeg mig til at bruge mine relationer og erfaringer på en ny måde. Der er mange ting bag kulisserne, som jeg nu får indsigt i, og som jeg ser frem til at lære. Mine kompetencer kan bringes i spil fra dag ét, og samtidig ved jeg, at der er områder, hvor jeg skal lære nyt – her får jeg god støtte fra bestyrelsen og organisationen.
Philip Larsen er 36 år og har haft en markant international karriere. Han spillede seks sæsoner i National Hockey League for klubber som Dallas Stars, Edmonton Oilers og Vancouver Canucks, hvor det i alt blev til 151 kampe.
Hans største succes i Europa kom i Kontinental Hockey League, hvor han i en årrække spillede på højt niveau for den russiske klub Salavat Yulaev Ufa. Derudover står han noteret for 78 landskampe for Danmark. Siden sin hjemkomst har han spillet tre sæsoner for Esbjerg Energy.