Frederikshavn kvalte Rødovre i anden periode, hvor hjemmeholdet totalt overtog begivenhederne.

Frederikshavn White Hawks – Rødovre Mighty Bulls 6-1 (2-1,4-0,0-0)

Det spiller for Frederikshavn White Hawks for tiden, hvor holdet i aften tog sin ottende sejr i de seneste ni kampe. Aftenens sejr var fuldt fortjent, hvor gæsterne fra Rødovre kun var med i første periode. Ellers stod der White Hawks på det meste, og holdet begynder så småt at ligne en alvorlig bejler til top 4 placeringerne.

Vi fik en ganske afvekslende, med godt tempo, og ikke mindst chancerig, første periode. At der blot blev scoret tre mål, var lidt af et mirakel. Det med scoringerne vender vi tilbage til, men lad os lige starte med at rose to hold, der bare gik til den fra første sekund.

Herlige kombinationer, gode tacklinger, og en underholdende affære, hvor der virkelig var smæk for skillingerne. Bevares, der skete fejl, men de overskyggede på ingen måde det gode vi fik set i perioden.

Lad os så tage scoringerne. Hjemmeholdet efter 24 sekunder, og med tre sekunder tilbage af perioden, og Rødovre med en scoring godt midtvejs. Det var Anton Stenbakken der åbnede ballet i Nordjyske Bank Arena, da han fintede sig selv endnu mere fri til skud, og han udplacerede sikkert William Rørth i Rødovre buret.

Gæsterne lod sig dog ikke gå på af den hurtige scoring imod, og Malte Setkov kunne med et riv op i målhjørnet, udligne for Olaf Ellers tropper. Det lugtede også af uafgjort efter 20 minutter, men sølle tre sekunder før udløb på perioden, var det Jesper Thörnberg i overtal, der blev spillet fri foran Rørth, og svenskeren sendte høgene i omklædningsrummet med en føring.

Som nævnt var der mange chancer i begge ender. Målscorer Thörnberg havde en afslutning på stolpen, og Lunsjö, ramte overliggeren, da han afsluttede på et ellers perfekt White Hawks angreb.

Rødovre havde også mange chancer, og her var det ikke stolperne, men Galansky der var i vejen for yderligere mål. Alex Haunstoft var tæt på at overliste tjekken, og Mikey Bergmans afslutning havde fortjent bedre, men den talentfulde Rødovre forward var uheldig.

Det sene White Hawks mål i første periode, dræbte gæsterne. De kom i hvert fald slet ikke ud til midterperioden, og kampen blev afgjort i den del af kampen. Rødovre havde intet at stille op, og hele fire høge-scoringer blev det til.

Lunsjö gjorde det til 3-1, og han er altså en farlig mand for Frederikshavn. Sikke et indkøb vendelboerne har gjort sig der. Thomas Søndergaard fik fansene endnu mere op af sædet, da han gjorde det til 4-1. Veteranen kom fri mod Rørth, og var sikkerheden selv i afslutningen.

Det er ikke hver dag Gorm Topholt er involveret i scoringer, men de to næste stod var han med i. Først gjorde han det selv til 5-1, på flot forarbejde af Sebastian Holm, og kort efter kunne den lille terrier lægge op til Mikkel Bertelsens flotte 6-1 scoring. Bertelsen lavede en lækker detalje med skøjten, og lagde pucken forbi en prisgivet Rørth. Mon ikke vi ser den scoring, som en af de nominerede til ugens mål, når der bliver mandag igen? Publikum hyggede sig, hvor der var næsten 1600 på lægterne denne mandag aften i Frederikshavn.

Albert Adamsen kom ind i buret for Rødovre til tredje periodes start, og gjorde det aldeles glimrende. Ikke at han blev sat på de helt store prøver, for kampen dalede kraftigt i kvalitet. Men han var vågen flere gange, og kunne også se sit eget mandskab have en smule mere offensivt at byde på.

Vi fik ingen scoringer i tredje periode, der fusede lidt ud. Men det skal ikke tage noget fra White Hawks sejr. De var klasser over Rødovre i aften, og eneste malurt i bægeret var, at Jesper Thörnberg måtte udgå i anden periode. 

 

 

 

 


METALLIGAEN.TV LANCERER KÆMPE KONKURRENCE: VIND SUPER VIP-BILLETTER TIL DANMARK-SCHWEIZ