Onsdagen har budt på hele fire nye kontrakter hos tre Metal Liga klubber.

Der har været gang i pen og papir i flere af Metal Liga klubberne her i formiddag. Både med helt nye bekendtskaber, men også comeback til den bedste danske ishockeyrække.

Vi starter i Vojens, hvor Mario Simionis mandskab har tilføjet norsk på holdkortet til den kommende sæson. 30-årige Nicolai Bryhnisveen kommer til det sønderjyske fra norske Stavanger Oilers. Han kommer med et norsk mesterskab i baggagen, og tilføjer en stor portion rutine til holdet fra Vojens.

Adm. Direktør, Klavs Rasmussen fortæller om klubbens første norske spiller nogensinde.

”Vi får tilgang af en rutineret og hårdtarbejdende back, som har gode lederegenskaber. Efter tre sæsoner i den norske storklub Stavanger Oilers, afsluttende med et mesterskab, kommer han til Vojens. Med i baggagen har han også et CV med 44 landskampe”

Nicolai Bryhnisveen glæder sig til opholdet i det sønderjyske.

”SønderjyskE har igennem mange år været en topklub med et godt rygte, så jeg var aldrig i tvivl, da muligheden opstod. Jeg har store forventninger til den kommende sæson. Holdet ser allerede stærkt ud, og jeg glæder mig til at bidrage til, at vi skal kæmpe om pladserne i toppen” lyder det fra den norske back.

Fra Vojens tager vi turen til Hørsholm, hvor Rungsted Seier Capital i dag har underskrevet med endnu en canadisk angriber. I sidste uge var det Mathieu Pompei der kom til, og i dag tilsluttede 27-årige Nick Moutrey så Rungsted truppen til den kommende sæson. Han kommer efter en sæson i den bedste finske række for Ässät.

”Nick er en stor og stærk forward, der har sin styrke inde omkring målet. Han har spillet på højt niveau hele karrieren, og kan spille alle situationer når det behøves. Med Nick får vi en holdspiller som vi kan stole på når tingene spidser til”, lyder det fra sportschef Morten Hagen.

Fra Hørsholm smutter vi til Herning, hvor der i dag er blevet offentliggjort to udlændinge til den kommende sæson. Petter Hansson, der kom til Herning i 20/21 sæsonen, snupper endnu en sæson i det midtjyske, som altså bliver svenskerens tredje i Metal Ligaen.

Direktør Torben Skovsgaard udtaler følgende om svenskerens forlængelse med rævene.

”Petter er en spiller der er faldet supergodt ind i klubbens DNA. Han er en stille gut, der på trods af sit rolige væsen besidder en kæmpe karisma og udstråling på banen. Han er ydmyg over for opgaven og professionel i sit arbejde med sig selv og sine holdkammerater.

Direktøren har også fået signatur fra den 29-årige canadier Phil Marinaccio, der gør comeback i Metal Ligaen. Hans optræden i Danmark går tilbage til 18/19 sæsonen, hvor han var en farlig herre for SønderjyskE. Nu er det de blå i Herning der får glæde af canadieren, hvilket Skovsgaard glæder sig over.

”Det er klart, at Phil har været en iøjnefaldende spiller i den franske liga, hvor især hans hurtighed og målnæse har givet ham mange bejlere for den kommende sæson. Vi har arbejdet intenst på at tilknytte Phil i de seneste måneder, og derfor er vi naturligvis stolte af, at Phil valgte at fortsætte sin karriere i Herning, hvor vi håber, at han kan fortsætte takterne fra den franske liga" slutter Herning chefen. 


Gammelgaard og Madsen fortsætter i Rungsted White Hawks henter Radek Cip i Odense