Odense Bulldogs tilføjer Niklas Lundström til holdet. Den rutinerede svensker kommer til Odense Bulldogs med rygsækken fuld af erfaring, der tæller store ligaer som blandt andet ECHL, AHL, HockeyAllsvenskan og SHL.
Det skriver Bulldogs, der præsenterer svenskeren således:
Målmandens hockeyrødder går tilbage til AIK i Sverige, hvor han fik sin hockeyopvækst og spillede frem til 2014, inden han igen vendte tilbage til klubben i forrige sæson. På ungdomsniveau har Lundström også repræsenteret samtlige svenske ungdomslandshold fra U16 til U20, og deltog desuden som førstemålmand for Sverige ved VM for både U18- og U20-landsholdet.
I 2011 blev Lundström draftet af NHL-holdet St. Louis Blues i femte runde, hvilket tidligt markerede hans talent som målmand.
Den 31-årige målmand har i denne sæson indtil nu holdt sig i gang og formen vedlige på isen, hvor han har ventet på, at den rette mulighed ville byde sig – en mulighed, der nu er kommet og derfor går turen nu over Øresund og til Odense Bulldogs.
”Der er ingen tvivl om, at det er en udfordring at skulle ud og afsøge spillermarkedet for en målmand på dette tidspunkt af sæsonen. Derfor har vi også i høj grad måtte gøre brug af vores store netværk og gode relationer, og vi er rigtig glade for, at det nu er lykkedes at kunne tilføje en målmand som Niklas med hans mange kvaliteter til truppen, fortæller Ole Nielsen, administrerende direktør i Odense Bulldogs og tilføjer:
”Niklas er en stor, rutineret målmand med masser af erfaring fra flere store ligaer heriblandt HockeyAllsvenskan og SHL, hvor han kontinuerligt har stået med en høj redningsprocent – og den erfaring vil være værdifuld for os.”
Niklas Lundström tilslutter sig truppen allerede i dag og er klar til at debutere på hjemmebanen i Spar Nord Arena fredag aften i kampen mod Rungsted Seier Capital.