Joakim Thelin tilslutter sig Odense Bulldogs

Odense Bulldogs styrker offensiven med tilgangen af den erfarne svenske forward, Joakim Thelin. Joakim Thelin har underskrevet en etårig kontrakt med klubben og tilslutter sig truppen allerede i dag.

Det skriver klubben i en pressemeddelelse, hvor Thelin præsenteres således:

Den rutinerede svenske forward skifter til Odense Bulldogs efter en sæson i Slovakiet, hvor han tørnede ud for HK Dukla Trencin og noterede sig 14 mål og 9 assists i 53 kampe.

Forinden sidste sæson i Slovakiet har Joakim Thelin spillet 179 kampe i Allsvenskan med 43 mål og 20 assists til følge, hvorefter karrieren tog ham til den svenske topscene med tre sæsoner, 162 kampe og 31 point fordelt på 19 mål og 12 assists i den bedste liga, SHL.

- Vi er meget begejstrede for at kunne byde Joakim Thelin velkommen til Odense Bulldogs,” udtaler administrerende direktør, Ole Nielsen og fortsætter:

- Joakim Thelin har spillet på øverste niveau, og er spilintelligent og en dygtig afslutter, der arbejder benhårdt både offensivt og defensivt. Vi har tidligere været i dialog med Joakim Thelin og var derfor ikke i tvivl, da muligheden for at tilknytte ham nu bød sig. Vi har store forventninger til ham og ser frem til at få ham i aktion i Spar Nord Arena og håber, at tilskuere og fans vil være lige så begejstrede som os."

Trods sin store størrelse på 194cm og 100kg er den 30-årige svensker en mobil skøjteløber, der anses som en spændende tilføjelse til Bulldogs-holdet, og fansene kan se frem til at se ham i aktion i den kommende sæson. Med hans erfaring og spillemæssige evner forventes han at blive en vigtig brik i klubbens offensiv i den kommende sæson.


SLAGSKUD: Metal Liga-noter om de ni klubber FØR sæsonstart MEDIA DAY: SE DEBATTER OG PRISUDDELING FRA TORSDAG