Brandon McNally er fritstillet i det fynske

Brandon McNally afsoner for øjeblikket en karantæne på fem spilledage efter et voldsomt udbrud mod en dommer, da Odense tabte 3-5 i Rødovre for et par uger siden. 

Men den kamp blev samtidig McNallys sidste i Bulldogs-trøjen, eftersom han i dag er blevet fritstillet af klubben. Det står nederst i pressemeddelelsen, hvor Bulldogs præsenterer Ales Sova. 

Canadieren blev en af de mest omtalte og omstridte spillere i sæsonen og var allerede i træningskampene i vælten for et par tacklinger, der var "lige i overkanten". 

Han indledte sæsonen med to spilledages karantæne, og endte sin korte Metal Liga-karriere med i alt ni spilledage på tribunen. Efter en kamp i Rungsted blev han af modstandernes direktør, Thomas Friberg, kaldt "en skændsel for dansk ishockey", og McNally var i det hele taget ikke frygtelig populær hos sine modstandere.

Nu og da viste han også sine spillemæssige kvaliteter, eksempelvis i hjemmekampen mod SønderjyskE, hvor indsatsen i 3-2-sejren sidst i december kvalificerede ham til ugens hold. 

Men til syvende og sidst holdt ægteskabet mellem Bulldogs og "The Beast" - McNallys øgenavn - altså ikke. 

 


BJØRN ULDALL STOPPER - plaget af hovedpine ALES SOVA bekræftet som ny back i Odense