Fynboerne kommer til at mangle to angribere i det kommende slutspil

Når Odense på fredag skal i kamp mod Esbjerg - og i øvrigt også i den sidste grundspilskamp mod Herlev i morgen - bliver det uden Rasmus Simonsen og Mathias Mølgaard. 

Det er ikke nogen overraskelse, at Rasmus Simonsen sidder ude. Han har været ude med en skade siden 22. september, hvor Odense vandt 5-0 over Rødovre. 

Til gengæld er det nyt, at Mathias Mølgaard er ude for resten af sæsonen. Han kunne ved den seneste hjemmekamp ses med den ene arm i slynge, og lignede umiddelbart ikke en mand, der skulle spille ishockey lige om hjørnet. 

Men de fleste ved, at Mølgaard er en hård mand, og skulle nogen spille med ømhed eller en skade, så ville han være en oplagt kandidat. 

Men denne morgen skrev Fyens Stiftstidende, at Mathias Mølgaard er ude for sæsonen, og direktør for Odense Bulldogs, Ole Nielsen, bekræfter denne oplysning overfor Metalligaen.dk.

Mølgaard - der har været ude siden 13. februar - har været den suverænt mest tacklende spiller for Odense i indeværende sæson, og dermed mister fynboerne et væsentligt fysisk element i den kommende vigtige tid. 

Mon ikke det betyder angribertjanser til Harijs Brants og/eller Martin Larsen, når slutspillet går i gang på fredag?


OPTAKT: Rungsted Seier Capital-Aalborg Pirates Patrick Madsen håber at være klar til fredag