Bulldogs-træneren har dog ikke noget tidspunkt for canadierens tilbagevenden

Mike Hammond har – siden han kom til Odense – været et yderst positivt indspark hos fynboerne, og derfor var det også noget af et chok, da Hammond måtte udgå i første periode.

Han blev skubbet ind i banden af Rungsteds André Pison og ramte så uheldigt, at han umiddelbart måtte udgå af kampen med noget, der lignede en skulderskade. Den slags passer ikke godt med ishockey, og Hammond skøjtede direkte i omklædningsrummet uden at komme tilbage.

Der er dog håb om, at skaden ikke er så alvorlig som først antaget, skriver Odense-træner Marc Lefebvre i en besked til Metalligaen.dk denne formiddag.

- Han blev undersøgt umiddelbart efter uheldet, og de første meldinger var positive. Vores medicinske stab fortsætter med at kigge på Mike på daglig basis, men lige nu ved vi ikke, hvornår han vender tilbage, lyder det fra canadieren.

Mike Hammond skriver sig på en skadesliste, der for øjeblikket tæller både Dale Mitchell og Oliver True på angrebssiden, hvor fynboerne sagtens kunne bruge mere bredde – og naturligvis også en målscorertype som den både teknisk- og afslutningsstærke Hammond.

Mere følger formentlig i de kommende dage, når en endelig diagnose på Hammond kommer tættere på.


Landsholdet mod Pressens All Stars spilles i Frederikshavn og sendes på TV2 SPORT SKARPE BILLEDER FRA Rødovre-Esbjerg