Odense hentede fuldt fortjent og uden de store problemer den tredje sejr over Esbjerg i indeværende sæson. Der skal ikke sættes en finger på fynboernes sejr, men Esbjerg nåede aldrig op i nærheden af den flotte præstation, som man leverede tirsdag aften mod Herning.

Esbjerg Energy-Odense Bulldogs 2-6 (1-1,1-2,0-3)

Fredag aften tørnede Esbjerg og Odense sammen for fjerde gang i indeværende sæson. Kampen var de to holds sidste inden jul.

Til aftenens opgør stillede Odense uden Mitch Gillam, Frederik Søgaard, Kimi Koivisto, Alberto Pison og Rasmus Simonsen, mens Esbjerg måtte undvære Gordie Ballhorn, Arturs Salija, Frederik Bjerrum, Aleksi Halme, Henrik Mærsk Clausen og Yanick von Bergen. Målmandsduellen stod mellem Fredrik Bergvik og Mathias Seldrup.

Forud for kampen blev Philip Larsen hyldet kamp nr. 1.000 i karrieren, hvilket blev markeret med blomster og et tilbageblik på en lang og glorværdig karriere, som der blev vist klip fra på storskærmen i Granly Hockey Arena.

Jævnbyrdig åbningsperiode

Der stod Esbjerg på det meste fra kampens indledning, hvor vestjyderne da også kom frem til et par nærgående forsøg, uden at det dog for alvor blev farligt.

Gæsternes Martin Larsen bød ind med Odenses hidtidige bedste forsøg, da han efter fem minutters spil kom til frit skud fra en position lige midt i slottet. Men Mathias Seldrup var på sin plads i hjemmeholdets mål.

Tre minutter senere måtte selvsamme Seldrup til gengæld kapitulere. Odense vendte spillet i egen zone og Jonathan Brinkman stormede frem over isen og lagde pucken på mål. Mikkel Hansen var lige i hælene på Brinkman og kom først over returen fra Seldrup, som han fra en meget spids vinkel fik sendt ind bag Esbjerg-keeperen til 0-1.

Gæsterne fik lov til at glæde sig over føringen i fire minutter, så havde Esbjerg brag balance i regnskabet igen. Csanad Erdely havde her taget opstilling inde foran mål og det så Josh Winquist straks: Fra en position bag mål sendte canadieren en veltimet pasning lige på bladet af Erdely, der sikkert eksekverede til 1-1.

De helt store målchancer udeblev i den resterende del af perioden. I periodens sidste minut fik Brandon Magee dog pludseligt en stor gratis chance lige midt for mål. Men Esbjerg-forwarden så ud til at blive så overrasket over muligheden, at han aldrig fik afsluttet ordentligt. Dermed fortsat 1-1 efter de første 20 minutter.

Odense tog føringen i rolig anden periode

Begivenhederne lod vente på sig i anden periode, hvor de første otte minutter faktisk forløb uden nævneværdige nedslagsmærker i kamprapporten. Da der kom gang i løjerne faldt der så til gengæld også tre mål på ti minutter.

Efter ni minutter var det gæsterne der tog føringen efter en fornem detalje. Gunars Skvorcovs tog turen fra egen zone og krydsede Esbjergs blue line i høj fart, inden han lagde pucken til rette for Markus Jensen, der med en fornem detalje afdriblede Seldrup og bragte Odense foran med 1-2.

Fire minutter senere fik Kristian Jensen raget en udvisning til sig for slashing og han sendte dermed Esbjerg ud i kampens første power play. Halvandet minut senere havde Esbjerg udlignet gæsternes føring for anden gang efter et flot gennemspillet overtalsmål. Oliver Kjær huserede i gæsternes zone, inden han sendte pucken mod baglinjen til Rasmus Bjerrum, der straks sendte skiven ind foran mål til en helt fri Grayson Downing, der let kunne score til 2-2 i det tomme mål, da Bergvik ikke kunne nå forflytningen.

Udligningen så ud til at give vestjyderne et spillemæssigt boost og der var nu god fart i skøjterne hos hjemmeholdet. Det opskruede tempo kastede på ny en overtalsmulighed af sig, da Radim Piroutek hev i nødbremsen og måtte til afkøling for en hooking.

Denne gang fik Odense dog kørt de to minutter af uret uden de store problemer og tilbage i spil fem mod fem gik der kun et par minutter, før fynboerne bragte sig foran for tredje gang i kampen. Det var her Kristian Jensen, der med en droppasning lagde pucken til rette for Martin Larsen, der optimistisk tog chancen fra distancen, trods helt frit udsyn for Seldrup i Esbjerg-målet. Det skulle vise sig at være en god idé, da pucken strøg ind under Seldrup til 2-3. Et mål som Seldrup så ud til at være meget ærgerlig over at slippe ind.

Esbjerg løbet over ende i tredje periode

Esbjerg benyttede pausen til at skifte målmand. Ud gik Mathias Seldrup og ind kom i stedet Christian Elmose, der skulle vise sig at blive passeret efter blot 38 sekunders spil, da Joakim Thelin tog chancen helt ude fra blue line og slyngede pucken mod mål. Pucken gik hele vejen og sejlede ind i netmaskerne bag Elmose til 2-4.

Værterne fik mulighed for at slå tilbage et par minutter senere, da en utilfreds Gunars Skvorcovs indkasserede 2 minutter for en målmandsinterference på Christian Elmose. Esbjerg formåede dog aldrig at finde melodien i power play-spillet ved denne lejlighed. Til gengæld fandt Odense melodien i undertal, da man fik sendt Kristian Jensen af sted på et break away-forsøg i fire mod fem. Her viste Jensen den fornødne skarphed og øgede gæsternes føring til 2-5.

Esbjerg lignede et hold, der havde slået op i banen. Der manglede både power i nærkampene, flow i spillet og generelt fandenivoldskhed over hele isen. En skarp kontrast til vestjydernes flotte indsats mod Herning for tre dage siden.

11 minutter inde i perioden lukkede og slukkede Mathias Mølgaard, da han fik alt for let spil og trods to Esbjerg-spiller omkring sig, fik lov til at sende en baghåndsafslutning ind bag Elmose til 2-6, som også blev kampens slutfacit.

En fuldt fortjent Odense-sejr over et Esbjerg-mandskab, der sammenlignet med tirsdags flotte kamp mod Herning, var uden gejst og energi. Odense derimod, de gjorde det ikke mere kompliceret end nødvendigt og straffede kynisk Esbjergs fejl og sløsede forsvars- og målmandsspil. Esbjerg kom aldrig i nærheden af at true fynboernes sejr.


Storsejr til Herning over Frederikshavn Aftenens resultater fra Metal Ligaen