Esbjerg snuppede fredag aften en test-sejr på 3-2 over Herning efter to mål af Oscar Öhman og et enkelt af Grayson Downing. Vestjyderne vandt dermed med præcist de samme cifre, som man tirsdag aften tabte med i Herning.

Esbjerg Energy - Herning Blue Fox 3-2 (2-0, 0-2, 1-0)

Herning og Esbjerg testede formen - og hinanden - for anden gang indenfor tre dage, da midtjyderne fredag aften gæstede Granly Hockey Arena, til det der var begge mandskabers anden testkamp forud for den nærtstående Metal Liga-sæson. Tirsdag aften vandt Herning således med 3-2 på egen is over netop Esbjerg.

Til aftenens testkamp stillede Herning uden Mathias Seldrup, Viggo Damgaard, Kasper Simonsen, Mathias Bau og Karlis Peca, mens Esbjerg måtte undvære Philip Larsen, Lucas Andersen og Aleksi Halme.

Målmandsduellen stod mellem Janis Fecers og Nicolaj Henriksen.

Esbjerg tog føringen efter usædvanlig situation

Herning var klart mest på pucken fra kampens indledning, hvor gæsternes Victor Cubars da også tegnede sig for kampens første målchance, da han efter et par minutters spil fik sendt et ganske habilt forsøg af sted. Forsøget endte dog lige i Henriksens gribehandske.

Et par minutter senere bød en af Esbjergs målscorere fra tirsdagens kamp, Niklas Andersen, ind med et fint forsøg, da han skar ind foran gæsternes mål og kom til afslutning. Men Fecers var på sin plads i målet og forhindrede vestjysk føring.

Vestjyderne fik efterfølgende bidt sig fast i Hernings zone for første gang i kampen og her talte man igen et par nærgående Esbjerg-forsøg. Grayson Downing var her tættest på for værterne.

Momentum skiftede dog tilbage på Herning-stave efterfølgende, og midtjyderne styrede det meste af spillet omkring periodens halvvejsmærke. Opgøret var dog fortsat målløst, som man rundede de ti minutter. Men flowet i spillet var glimrende og der var kun et fåtal af spilafbrydelser.

Et af gæsternes bedste forsøg i åbningsperioden tegnede unge Hjalte Thomsen sig for, da han efter et kvarter sendte et giftigt forsøg af sted fra mellemdistancen. Men pucken strøg lige forbi opstanderen og Esbjerg slap med skrækken.

Som man tog hul på periodens sidste to minutter skete der ting og sager. En usædvanlig situation udspillede sig således, da Esbjerg efter godt 18 minutter pressede på omkring Hernings mål. Umiddelbart efter at Oscar Öhman i første omgang havde sendt en afslutning lige over mål, formåede hjemmeholdet at fastholde presset omkring Herning-målet, hvor der både blev afsluttet flittigt og hvor pucken så ud til nærmest at glide på kryds og tværs af målstregen.

Men Herning fik tilsyneladende raget kastanjerne ud af ilden og midtjyderne vendte efterfølgende spillet. Her tog Marcus Almquist sagen i egen hånd, da han med 20 sekunder igen køligt løftede en baghåndsafslutning op i målhjørnet. De fleste troede, at Herning havde bragt sig foran med 0-1.

Men dommerne stimlede sammen på isen og efterfølgende var der flittig videokiggeri med op til fire dommere i boksen på én gang. Det viste sig efterfølgende, at Esbjerg faktisk havde scoret ved Oscar Öhman under den store mulighed med små to minutter tilbage af perioden. Hernings klare mål skulle derfor annulleres og uret blive skruet tilbage, således at der resterede 1:41 af perioden.

Det var tid nok til, at Oscar Öhman kunne nå at score endnu en gang, da han havde sidste stav på et fornemt gennemspillet vestjysk tic-tac-toe-opspil, hvor Andreas Grundtvig og Frederik Bjerrum i fællesskab splittede den midtjyske defensiv fuldstændigt, inden pucken altså blev serveret på et sølvfad for Öhman.

En kold spand vand i hovedet på midtjyderne, der i princippet gik fra 0-1 til 2-0 (!) i løbet af kun godt et minuts penge.

Der blev ikke scoret yderligere i åbningsperioden og Esbjerg kunne dermed tage 2-0 med ud til den første periodepause.

Herning slog tilbage i anden periode

Indledningen på anden periode skulle vise sig ganske jævnbyrdig. Men der var langt mellem målchancerne i periodens første ti minutter.

Efter 12 minutter fik Esbjerg dog en fin mulighed for at øge føringen, da Tobias Ebener strøg af sted ned mod Janis Fecers i gæsternes mål. Den lettiske keeper kom dog bedst ud af duellen med Esbjerg-forwarden.

Der stod forsat 2-0 på måltavlen efter et kvarter, men herefter slog Herning til med to scoringer i løbet af kun godt tre minutter. Først snød Emil Kristensen Nicolaj Henriksen i Esbjerg-målet med en lumsk afslutning fra distancen, som Henriksen formentligt gerne ville have gjort mere ved.

Efterfølgende blev Esbjerg sendt i power play, da Jakob Jessen måtte til afkøling for en interference på Nick Master i midtzonen. Men i stedet for et vestjysk overtalsmål, så slog gæsternes Morten Poulsen til med en fremragende aktion i undertal, hvor han spurtede fra Esbjerg-defensiven og satte kursen ned mod Henriksen, som sikkert blev passeret med en flad afslutning til 2-2, som også var stillingen forud for tredje periode.

Downing blev matchvinder

Kampens afgørelse faldt fem minutter inde i tredje periode, da Rasmus Bjerrum viste glimrende overblik og sendte Grayson Downing af sted ned mod gæsternes mål. Her svigtede canadieren ikke, da han sikert eksekverede og sendte pucken mellem benene på Janis Fecers til 3-2.

Selvom Herning nu var tvunget frem for at jagte en udligning, så var det fortsat Esbjerg der bød ind med mest som tredje periode skred frem. Efter ni minutters spil fik Rasmus Bjerrum chancen på et break away-forsøg, men der var ikke kvalitet nok i afslutningen og Herning klarede dermed frisag.

Efter et lille kvarter var der igen bud efter et Esbjerg-mål. Først var det Thomas Mondrup, der forsøgte sig med en nærgående baghåndsafslutning og i den efterfølgende sekvens var stolpen med Herning, da Oliver Gatz forsøgte sig fra distancen.

I slutfasen var Hernings Magnus Carlsen tættest på med en afslutning fra en halvspids vinkel, men Henriksen lod sig ikke overliste.

Kampens sidste to minutter bød på to udvisninger. Først en til Hernings Lukas Bang og et minut senere måtte Esbjergs Andreas Grundtvig gå den tunge gang.

Men trods en Herning-satsning uden målmand, så kunne de 1.222 fremmødte notere sig en Esbjerg-sejr på 3-2.


Fynsk revanche i Vojens Aalborg sejrede i tæt opgør mod lokalrivalerne