Legenden takker af i boksen
Olaf Eller stopper som Cheftræner i Rødovre Mighty Bulls med udgangen af sæsonen 2024/25. Det sker efter 2,5 år i spidsen og helt i overensstemmelse med de planer, der blev lagt i forbindelse med ejerskiftet i maj 2024.
Det skriver Mighty Bulls på sin Facebook-side, hvor man skriver således.
Sæsonen 2023/24 var en sæson, hvor klubben befandt sig i et økonomisk stormvejr og hvor usikkerheden om klubbens fremtid var meget stor. Alligevel lykkedes det med fælles indsats og en stærk fight på isen at nå frem til slutspillet, hvor vi faktisk gav Aalborg kamp til stregen i en tæt kvartfinale.
Denne sæson har sportsligt været meget udfordrende for Rødovre Mighty Bulls af flere årsager. Fra starten af sæsonen har det dog været en del af klubbens strategi, at Olaf Eller efter sæsonen skulle overgå til rollen som sportschef. Derfor er arbejdet med at finde en ny cheftræner allerede sat i gang.
Olaf Eller forlader dog ikke Rødovre Mighty Bulls, men vil i den kommende sæson varetage opgaven som sportschef i samarbejde med et sportsudvalg, som udpeges snarligt. Olaf vil samtidig tage aktivt del i klubbens kommercielle aktiviteter i form af sponsorsalg m.m.
Arbejdet med at finde et nyt trænerteam er allerede i fuld gang og vi håber at kunne præsentere en ny cheftræner inden længe.
Rødovre Mighty Bulls’ administrerende direktør Morten T. Andreasen siger ifm. Olaf Ellers afgang som Cheftræner:
- Olaf har et kæmpe hjerte for Rødovre. Han trådte til som cheftræner på et tidspunkt, hvor klubben var i store vanskeligheder, og vi skylder ham en stor tak for hans dedikation og indsats. Det har hele tiden været planen, at Olaf skulle stoppe efter denne sæson, men jeg er meget glad for, at han fortsætter i klubben som sportschef og fortsat vil være en aktiv del af klubbens kommercielle aktiviteter.
Morten T. Andreasen fortsætter:
- Nu er denne sæson ved at rinde ud, og vi arbejder allerede på højtryk for at skabe et stærkere og mere konkurrencedygtigt Rødovre-hold til næste sæson. Olaf vil spille en vigtig rolle i denne proces med sin viden og erfaring."
Cheftræner, Olaf Eller udtaler:
- Det var en stor succes i fjor, men en fiasko i år og der er brug for ny inspiration til at drive det unge RMB videre. Jeg er glad og stolt over fortsat være en del af RMB med en stærk ejerkreds, en dygtig leder i Morten Andreasen og en stærk bestyrelse.