Det bliver Herlev-is for Oliver True i den kommende sæson.
Odense-angriberen skifter nemlig til Herlev efter sommerferien, har Eagles offentliggjort på klubbens Facebook-side. Dermed bliver True den anden spiller fra Odense - efter Phillip Rafnsson - der skifter mød øst og skal spille for Herlev.
Oliver True kommer oprindelig fra Rungsted, og har været en tur i Nordamerika for at spille juniorhockey i OHL hos Ottawa 67's.
De seneste fire sæsoner har han befundet sig i det fynske med 2021/22-sæsonen som den foreløbigt bedste.
Her lavede han 26 point i 54 kampe og besad også en nøglerolle på det Odense-hold, der vandt bronze i foråret 2022.
I den netop afsluttede sæson var Oliver True ikke helt så synlig - hverken i produktion (20 point i 45 kampe) eller "i spillet" - men der er ingen tvivl om, at Herlev får en fysisk stærk angriber, der fylder rigtig meget i modstandernes defensive zone.
Med lidt flere marginaler og den mere istid, han utvivlsomt får hos Eagles, er der mere potentiale i den blot 23-årige angriber.