Det bliver hidsigt og tæt i aften.
Det tør denne skribent garantere med næsten sikkerhed, for der var optræk til ballade og forhøjet intensitet mange gange i løbet af kampen søndag eftermiddag.
Her spillede to jævnbyrdige hold for anden gang i serien med to gode målmænd i hvert sit bur og god arbejdsvilje hos begge mandskaber.
Det var en god ishockeykamp faktisk med mange gode muligheder begge veje, og Odense, der var skarpest - og også havde marginalerne med sig. Eksempelvis, da Tobias Ladehoff skød på stolpen for Aalborg.
Netop kæden med Ladehoff, Ehlers og Frederiksen spiller i momenter meget fin ishockey, og kan blive den nøgle, der kan knække koden for Aalborg i aften. Anthony Salinitri slider og slæber, men topscoreren har ikke fået noget ud af sine store anstrengelser.
Hos Odense ser det tungt ud - på den gode måde - over alle fire kæder. Man mangler at få Oskar Maier på tavlen, men det var en lettelse for fynboerne at se, at Thelin kom på tavlen. Og det samme med Piroutek. Det er to spillere, som Odense har brug for som game changere.
Hold øje med: Er der en backscoring i nogle af holdenes lineup. Carstensen måske for Aalborg? Eller Bergström for Odense?
Det forventer vi: Det ser helt lige ud igen - og målfattigt formentlig også. Får vi en overtid for første gang i serien?
Skader/karantæner: Aalborg havde Nikolaj Carstensen tilbage igen og er ved fuld stand igen - bortset fra de langtidsskadede spillere. Hos Odense har træner Førster lige nu fuldt hold til rådighed.
DirekteSport har Jesper Larsen på plads i Sparekassen Danmark Arena.
Statistikken: Powerplay trækker vi frem som et evigt element i slutspillet. Odense scorede to gange søndag eftermiddag og beviste, hvor vigtige special teams er - også en god boxplay.