Aalborg kom sig i den grad over trænerfyringen af Garth Murray tirsdag aften, hvor det blev til 4-1 over Odense efter en fornuftig indsats.
I aften står Jens Nielsen så i boksen for første gang, og selvfølgelig har den nye Aalborg-coach store ambitioner på sit holds vegne.
- Jeg synes Aalborg Pirates er det bedste hold i Metal Ligaen, og jeg vil gerne være med til at udvikle holdet endnu mere for, at vi skal vinde guld igen. Jeg vil også have et højere bundniveau, så der ikke bliver for mange udfald under turneringen, sagde han i forbindelse med sin ansættelse i det nordjyske.
Mon ikke Nielsen holder sig lidt i baggrunden og lader Kasper Haslund og Santeri Heiskanen mere eller mindre styre tropperne i aften, hvor den nye coach lige skal finde sig til rette med truppen?
Det bliver Esbjerg, der bliver prøven i aften for Aalborg.
Vestjyderne vandt helt problemfrit med 9-3 over Rungsted tirsdag aften og leverede en offensiv eksplosion i første periode, hvor stillingen var hele 7-1. Esbjerg-offensiven ser virkelig giftig ud for øjeblikket.
I det hele taget synes Esbjerg - med de mange skadede spillere tilbage efterhånden - pludselig at ligne en potentielt meget farlig modstander at rende ind i, når slutspillet kommer om en god måneds tid og lidt mere.
Hold øje med: Philip Schultz er kommet ind og har spillet en stor rolle. Virkelig en god mand at hente på nuværende tidspunkt af sæsonen. Hos Aalborg har Nikolaj Carstensen leveret fint, siden han vendte tilbage fra sin skadespause. Senest med 1+1 i kampen mod Odense.
Det forventer vi: Det må blive et offensivt festfyrværkeri i aften mellem de to stærke angrebslinjer. Aalborg har hjemmebanen og lidt større bredde og er på den baggrund favorit. Men ikke storfavorit.
Skader/karantæner: Esbjerg manglede Frederik Bjerrum, Tobias Ebener og Henrik Mærsk senest mod Rungsted. Yanick von Bergen kan vi vel afskrive for sæsonen. Aalborg var uden Mads Frederiksen og Calder Brooks i kampen mod Odense.
Historikken: Esbjerg tog den første kamp i sæsonen med 5-4 i Aalborg, men derefter har Aalborg taget revanche med 5-4, 6-3 og 6-2 og fører altså 3-1 i indbyrdes opgør.
Metalligaen.tv: Har Jesper Larsen på plads i Sparekassen Danmark Isarena til at guide seerne gennem de 60 minutter.
Statistikken: De to hold er stort set lige på hjemmebane (42 point til Aalborg, 40 til Esbjerg), men forskellen ligger på udebane, hvor Esbjerg skal oppe sig i forhold til topholdet. På "fremmed is" har Aalborg scoret 40 point, mens Esbjerg står med 23 point.