Kampstart 19:30 i Sparekassen Danmark Isarena

Da de to mandskaber mødtes i semifinalen i sidste sæson, gik serien over syv kampe.

Mange spår, at det kan ske igen. Aalborg Pirates står med 74 point i grundspillet, mens Esbjerg opnåede 72 point.

Og Aalborg og Esbjerg har gennem de seneste sæsoner været gennem en række skarpe og fysisk hårde serier, hvor der virkelig er blevet gået til stålet. 

For eksempel i 2017/18, hvor Henry Hardarson og Jannik Christensen mildt sagt ikke var bedste venner og hvor temperamenterne i den grad kogte i en serie, der først blev afgjort i kamp syv til Aalborgs fordel. I 2020/21 vandt Aalborg også i Corona-sæsonen med 4-2 i semifinalen, mens det altså sidste år blev til en Esbjerg-sejr efter en hård og tough serie. 

I kamp syv vandt Esbjerg stensikkert med 3-0. 

Hvad med i år? Aalborg kommer ind til slutspillet uden særlig mange skadesproblemer og synes at være godt stillet i det regi. Det gør i undertegnedes øjne nordjyderne til favoritter over syv kampe, hvis altså Pirates-holdet kan finde rytmen og holde sig væk fra udvisningsboksen. 

Det er yderst vigtigt, at Craighead og Lajeunesse holder hovederne kolde og scorer point i stedet for at spille ishockey.

Esbjerg-staben har med garanti noteret sig, at det gælder om at komme under huden på de to Aalborg-profiler, og det kan sagtens være et af målene for vestjyderne i aften.

Energy har fået gode forstærkninger ind i Carter Johnson og ikke mindst Hampus Olsson, men med Frederik Bjerrum, Lucas Andersen og måske også Ballhorn og Grundtvig ude, så er Energy-holdet sårbare overfor skader. 

Omvendt har Esbjerg-drengene det med at "shine" og slå til, når slutspillet går i gang. Bare se tilbage på sidste sæson, hvor Energy gik fra en femteplads i grundserien til en plads i finaleserien. 

Og så bliver en af nøglerne også en spændende målmandsduel med fire aktører. Mon ikke Henriksen og Sørensen står som "førstemænd" i aften, men der er i den grad også kompetente afløsere i Rørth og Smith, der begge sagtens kan tage over og vinde en serie. 

Metalligaen.tv: Har Kasper Buch på plads i Aalborg for at guide seerne gennem de 60 minutter. 

Det forventer vi: At Aalborg angriber fra start og forsøger at spille på de mange offensive kvaliteter, som holdet besidder. Esbjerg skal stå stærkt i defensiv og fyre den af på omstillingerne. 

Hold øje med: De "gamle cirkusheste" hos Aalborg, Julian Jakobsen og Patrick Bjorkstrand, bliver vigtige for nordjyderne, hvis de kan steppe en tand eller to op i forhold til grundserien. Hos Esbjerg skal spillere som Oliver Kjær og Philip Schultz føre an i kampen om en semfinaleplads.

Skader/karantæner: Vi lader kamprapporterne tale i aften, men konstaterer, at Esbjerg i hvert fald mangler Lucas Andersen og formentlig også Frederik Bjerrum. Vestjyderne har Grundtvig og Ballhorn på listen over "tvivlsomme".

Statistikken: Begge hold lukkede 135 mål ind i grundserien og står dermed helt lige i defensiven. Hvem får først styr over forsvarsspillet i aften? Det kan blive nøglen til sejr. 

Historikken: Aalborg vandt det seneste opgør med 4-1 i Esbjerg og står med 4-2 i sejre i de seks grundspilskampe. Ingen af dem er såmænd gået i overtid eller straffe. 


OPTAKT: Herning Blue Fox-Herlev Eagles 124 MINUTTER: Da Frederikshavn og Rungsted slog rekord