Kampstart 19:30 i Bentax Isarena

En kamp med flere spændende perspektiver i aften. For det første er det et rendyrket topopgør mellem Metal Ligaens nummer to og tre, og for det andet spiller Aalborg og Esbjerg altså i den kommende uge den anden semifinale i Metal Final4 i Aalborg - og mødes i øvrigt også søndag i Esbjerg.

Dermed er det altså generalprøve nummer et af to før et af sæsonens store slag, og kigger man ned over de hidtidige tre opgør i sæsonen, er det altså Aalborg Pirates, der skal have "mentalt fat" i aften for at være gearet til Metal Final4.

Nordjyderne har nemlig tabt de tre hidtidige opgør mod Esbjerg i indeværende sæson og lukket fem mål i gennemsnit ind mod Esbjerg. Derfor er det spændende, hvilken tilgang Aalborg tager mod et Esbjerg-hold, der virker fysisk stærkere end nordjyderne og virkelig har formået at drage fordel af fysik i de hidtidige opgør.

Esbjerg kommer fra en stensikker 7-1-sejr over Herlev, men Energy-mandskabet har i kalenderåret 2021 knoklet i kampene mod Rungsted, hvor der har været et par mentale udfald, som egentlig ikke tidligere har kendetegnet vestjyderne. Dem er der ikke råd til i aften.

Det forventer vi: En hård fight, hvor fysikken kommer til at spille ind. Holder Aalborg til Esbjergs vedvarende pres, eller kan Esbjerg omvendt hamle op med nordjydernes mange målfarlige folk, hvis det for alvor kommer til at rulle for Pirates? Den synes helt åben.

Skader/karantæner: Aalborg stillede for nylig uden Martin Højbjerg og Josh MacDonald og venter ligeledes på Ben Duffys papirer. Esbjerg havde Cam Knight, Jeppe Vinther og Felix Scheel ude mod Herlev og har altså Smotherman pendlende hos Udlændingestyrelsen.

Hold øje med: Davis Vandane dukkede op offensivt med mål og to assister mod Herlev senest for Esbjerg, mens Aalborg i Vojens senest havde Pierre-Olivier Morin som kampafgørende med to mål. 

Historikken: 5-2, 5-4, 5-1. Esbjerg har haft styr over Aalborg hidtil i sæsonen. 

Statistikken: Brady Shaw eksploderer for Esbjerg i den her sæson og er en af de målfarligste spillere, vi har set længe herhjemme. 49 point giver ham en suveræn førsteplads på topscorerlisten og hans 26 mål er fem flere end Nichlas Hardts 21 på andenpladsen i den kategori. Hos Aalborg er topscoreren pt. Josh McDonald, der altså var fraværende senest mod SønderjyskE. Han står med 39 point.

 


OPTAKT: Herning Blue Fox-SønderjyskE OPTAKT: Rødovre Mighty Bulls-Rungsted Seier Capital