Herlev Eagles skal forsøge at udnytte den lille formkrise, som Aalborg Pirates virker til at have.

FØR KAMPEN: Lurer der en lille krise i Aalborg, eller er det bare et formdyk, nordjyderne er udsat for pt?

Der spekuleres i hvert fald solidt blandt fansene på de sociale medier i disse dage og efter den tandløse indsats mod SønderjyskE for nylig, hvor Aalborg ikke var i nærheden af at vinde.

Det er dog også et faktum, at de forsvarende mestre stadig ligger i top fire og har udsigt til hjemmebane i kvartfinalen. Så kan Pirates finde rytmen igen fra tidligere på sæsonen, er et avancement til tredjepladsen i tabellen såmænd heller ikke umuligt.

Men der skal ske positive sager, hvis stemningen skal vendes, og Aalborg har første mulighed i aften mod Herlev.

Her skal nordjyderne i første omgang levere langt større gnist, end det har været tilfældet i de seneste kampe, for tre nederlag på hjemmebane i træk – mod Odense, Rungsted og SønderjyskE – har slet ikke været hverdagskost for Pirates.

Kommer Herlev som en belejlig modstander? Ikke nødvendigvis, for Eagles er også revanchesultne og skal trimmes endnu tidligere end top7-holdene til den playin-serie mod Odense, der venter. Her SKAL Herlev ganske enkelt videre for at leve op til egne forventninger, så træner Patric Wener har et hold, der skal toppe i form inden denne måned er ovre. En test på udebane i Aalborg og søndagens møde med Odense er perfekte målestokke for formen. 

DET FORVENTER VI: Et lidt afventende Herlev-hold, der vil forsøge at vinde efter samme recept som SønderjyskE i tirsdags. En stærk defensiv og stik fremad. Og så med lidt mere offensivt spil, når førstekæden ruller inde. Aalborg spiller efter normal recept: Frisk og fremad banen – fungerer det, er nordjyderne svære at stoppe i Bentax Isarena, fungerer det ikke, bliver publikum hurtigt utilfredse pt. 

PROFILERNE: Det er længe siden, vi har set meget til Jeppe Jul Korsgaard, der er forsvundet lidt efter en god sæsonstart. Måske han rammer formen og målet igen? Hos Herlev har Jeff Terminesi spillet en fin sæson og nu og da scoret mål. Måske han støder med frem i aften?

SKADER/KARANTÆNER: Julian Jakobsen og Sebastian Brinkman sad ude for Aalborg onsdag aften, hvor Herlev mod Rødovre var uden Magnus Povlsen og Tobias Ruelykke i forsvaret. Til gengæld var Benjamin Mauritzen med igen. Fremme var Asger Petersen ikke med. 


SønderjyskE sneg to point med hjem fra Odense Mestrenes nedtur fortsatte med 0-3 mod Herlev