Familievenligt ishockeytidspunkt i dag i Aalborg, hvor kampen går i gang allerede 13:30.
Hjemmeholdet har nærmest alt at revanchere efter det forsmædelige nederlag på 1-5 i Frederikshavn fredag aften.
Her var Aalborg nogenlunde med i de første 20 minutter, men som kampen skred frem, var det et topmotiveret hjemmehold, der vandt overraskende klart over Pirates.
Så nu er der i den grad noget at revanchere mod et Herlev-hold, der omvendt kom godt fra start tirsdag aften.
Her vendte Eagles 0-2 til 4-3 mod Odense og praktiserede både kvikke spilvendinger, undertalsmål og så stor disciplin, da kampen blev vendt i anden periode.
Meget spændende, hvordan de to hold griber kampen an i eftermiddag.
Det forventer vi: Vi må dog forvente, at Aalborg med de fire nye nordamerikanere kommer ind for at bevise, at holdet er klart med stort K til at levere en stærk sæson. Herlev skal stå imod i de første 20 minutter.
Hold øje med: Store forventninger til Andreas Grundtvig hos Aalborgs hjemmepublikum. Grundtvig plejer at være særdeles målfarlig og han er købt til at producere for Pirates. Hos Herlev fik Victor Cubars en kongestart med sit meget flotte mål i undertal, der afgjorde kampen mod Odense.
Statistikken: Gustav Green lavede fire mål i hele sidste sæson for Rungsted - i onsdag lavede han to mål og var tæt på hattrick mod Odense. Aalborgs 1-5-nederlag i Frederikshavn var det største Pirates-nederlag til rivalerne i "9-holdsliga-tiden".
Skader/karantæner: Herlev har meldt Matthias Asperup og David Karlström ude i "nogle kampe", spændende om den nye mand Frederik Bjerrum er på holdet i dag. Hos Aalborg var der ingen Jonas Jakobsen og Rasmus Simonsen (spørgsmålet er om hans tryout forlænges eller veksles) og unge Gustav Nørgaard var på plads i fjerdekæden.
Se med her: https://jfmplay.dk/video/live-sport/livestream/5b6153b4-6b00-44b0-8a4e-17ef98e99946