Kampstart 19:30 i Sparekassen Danmark Isarena

Det er en dyst mellem nummer et og to i aften i Aalborg, når hjemmeholdet tager imod Herning Blue Fox.

Og mens herningenserne på det seneste har rullet over de fleste andre hold, så har herningenserne haft store problemer med Aalborg, der har vundet samtlige tre opgør mellem de to klubber hidtil i sæsonen.

Begge hold kommer i god form, for selv om Aalborg tabte 0-5 i Herlev i midtugen, så kom det nederlag altså efter hele syv sejre på stribe. 

Allerede efter kampen sagde Darien Craighead, at han havde nulstillet og var klar til opgøret i Herning, og mon ikke det var indstillingen i hele Aalborg-truppen efter nederlaget i Herlev?

Herning kommer med en helt fantastisk stime på 12 sejre i de seneste 13 kampe. De seneste fire kampe er vundet med en samlet score på 25-5. 

Bedre optakt til et topopgør kan man næppe få. 

- Vi har helt klart fundet noget, der virker og nej, vi lader os ikke sådan ryste, men koncentrerer os om det, vi selv kan påvirke. Vi har nogle kampe her, hvor mangler en del spillere, men det har heller ikke påvirket os, og det beviser, at vi har en solid base, siger Mathias Bau i et interview med Sport Herning. 

Netop Bau er brandvarm for øjeblikket med 11 point i de seneste to kampe, og hans skud sidder perfekt for øjeblikket. 

Er Mathias Bau denne sæsons "Mathias From" for Herning - altså en suveræn topscorer, der gør en forskel. Noget kunne sagtens tyde på det. 

Hold øje med: Selvfølgelig Mathias Bau, men også en mand som Morten Poulsen - en af makkerne i førstekæden - brillerede med fem assister. Hos Aalborg er det vigtigt, at en mand som Patrick Bjorkstrand kommer til at sætte gang i produktionen.

Det forventer vi: Som altid en knaldhård fight mellem to hold, der formentlig begge mangler mange spillere. Det ligner en 50-50-dyst.

Skader/karantæner: Aalborg var senest i Herlev uden Julian Jakobsen, Joonas Niemelä, Sebastian Ehlers, Kirill Kabanov og Anthon Eriksson. Herning manglede senest Hjalte Thomsen, Jesper Bank Olesen og Viggo Damgaard (med landshold), mens Simon Lafrance, Zach Taylor og Magnus Carlsen sad ude med skader. 

Historikken: Siger tre rene sejre til Aalborg i sæsonens hidtidige opgør: 3-1 på hjemmebane og 5-4 og 3-2 i Kvik Hockey Arena. 

Metalligaen.tv: Per Vinkel er på plads til topkampen for at kommentere de 60 minutter. 

Statistikken: Herning har et fuldstændig rent formbarometer for de seneste fem kampe med 15 point, mens gæsterne fra Aalborg står med 11 point og kun nederlaget mod Herlev for nylig i de seneste fem kampe. 

 


TRE SPILLEDAGES KARANTÆNE til Jared Freadrich, Frederikshavn White Hawks OPTAKT: Herlev Eagles-Rungsted Seier Capital