Det er en uge siden, de to mandskaber senest tørnede sammen.
Dengang i Kvik Hockey Arena, hvor Herning kørte en relativ sikker sejr hjem på 4-1 efter en første periode-dominans med tre scoringer, der reelt afgjorde kampen.
Det var Hernings anden sejr over Aalborg i sæsonen, men forinden havde Aalborg faktisk styr over Herning med tre på stribe.
Nu er det aalborgensernes sidste chance for at sende et signal til topholdet før slutspillet, og derfor er det stensikkert et topmotiveret nordjysk mandskab, der kommer på isen i aften for at gentage sejren fra mandagskampen mod SønderjyskE.
Her viste Aalborg fin moral og gik fra 0-2 til en 4-2-sejr ved stille og roligt at æde sig ind i kampen.
Spændende om Santeri Heiskanen spiller William Rørth for første gang i aften. Den tidligere Rødovre-målmand har endnu ikke fået chancen, og kampen i aften vil være en perfekt test for Rørth før slutspillet.
Herning kommer fra 3-4 mod Odense, hvor en anden Rødovre-gut - unge Anton Linde- fik debut i kæde med Joachim Linnet og Maksim Popovic.
- Mit skifte er gået hurtigt, så det er ikke meget, jeg har nået at komme ind i de taktiske detaljer. Men i kæden har vi selvfølgelig forsøgt at snakke nogle ting igennem på forhånd, og så var det mit fokus at forsøge at gøre de simple ting og holde fejlene væk, sagde Linde til Sportherning.dk efter kampen tidligere på ugen.
- Det hang ikke helt sammen, og så lavede vi nogle personlige fejl, som de straffede omgående. De var ganske skarpe. Men jeg synes trods alt, at vi forsøgte at komme tilbage, lød det fra Linde om kampen mod Odense.
Her missede Herning muligheden for endegyldigt at sikre sig grundspilssejren. Det er muligt i aften, hvis midtjyderne vinder og resultatet i Odense flasker sig.
Hold øje med: Aalborgs Oliver Kiljunen kan være en god mand i det kommende slutspil. Hård fighter, der går under huden på sine modstandere. Hos Herning selvfølgelig fokus på Anton Linde, der nu har haft lidt ekstra tid til at lære sine holdkammerater at kende.
Det forventer vi: Et Aalborg-hold, der virkelig vil "krige" for at få momentum tilbage mod Herning. Det bliver en tæt og jævnbyrdig kamp.
Skader/karantæner: Herning var senest uden Petter Hansson og Derian Plouffe, mens Aalborg mod SønderjyskE savnede Nikolaj Carstensen, Joonas Niemelä og Jonas Jakobsen.
Historikken: Aalborg vandt de tre første opgør mod Herning, der til gengæld har vundet de to seneste med 10-3 og 4-1.
Statistikken: For en enkelt gangs skyld ligger Herning nede i midten af formbarometeret med otte point i de seneste fem kampe, hvor Aalborg har taget seks point.
Metalligaen.tv: Har Per Vinkel på plads til at guide seerne gennem de 60 minutter i Aalborg.