Det er i den grad en kamp, vi kan imødese i spænding i aften i Aalborg.
Kan det "nye" Aalborg-mandskab for alvor teste topholdet fra Herning eller fortsætter midtjyderne med at rulle på - mere eller mindre uden problemer?
Herning har i den grad slidt sine modstandere ned i løbet af kampene. Midtjyderne bliver bare ved at køre med fire kæder og højt tempo, og det er der ikke mange hold, der har kunnet stå imod. Fjerdekæden hed senest Thomas Vilstrup Andersen og Magnus Carlsen på kanterne med Joachim Linnet som center og det er både habilt og rutineret.
Hos Aalborg var fjerdekæden senest Sebastian Brinkman som center med Oliver Marloth og Oliver Anker Christensen, og den duel på bredde bliver spændende at iagttage.
Og selvfølgelig vælter det med offensive profiler på begge hold. Det ved vi. Får Aalborg Anthony Salinitri tilbage, træder han formentlig ind i førstekæden, der lige nu hedder Walker, Grundtvig og Berger. Og wauw også en duel i andenkæderne, hvor det ligger til Engstrand, Jakobsen og den nye mand Jake Smith overfor Toivola, Maksimovich og sidste sæsons Aalborg-spiller Oliver Kiljunen.
Jamen, det kan da kun blive en hockeyfest i det nordjyske i aften. Og glem ikke, at Aalborg sagtens kan komme i Metal Final4-knibe endnu, hvis ikke det bliver til point i aften mod Herning.
Hold øje med: Hvem bringer Herning i buret? Er det Janis Fecers eller Mathias Seldrup til en topkamp og Hernings største test længe? Og kan Aalborgs "Chase Berger-kæde" - med eller uden Salinitri - hamle op med Bau/Poulsen-kæden fra Blue Fox?
Det forventer vi: En tempofyldt og jævnbyrdig kamp mellem to offensive mandskaber i Sparekassen Danmark Isarena.
Skader/karantæner: Aalborg manglede Anthony Salinitri og Nikolaj Carstensen senest mod Esbjerg, mens Herning stadig spiller uden Kristensen og Eskildsen.
Se med på JFM Play, hvor Michael Søvsø kommenterer fra Sparekassen Danmark Isarena.
Statistikken: med 11 point i syv kampe på egen is har Aalborg ikke helt formået at gøre hjemmebanen til et "fort" endnu i denne sæson. Herning står med flotte 18 point i syv udekampe og synes at være ligeglade om det er hjemme eller ude.