Aalborg Pirates havde en god weekend og kom stærkt tilbage efter et par nederlag mod Odense og SønderjyskE.
Det blev til 5-2 hjemme over Esbjerg og 2-1 efter overtid mod Frederikshavn i søndagens lokalopgør. Darien Craighead blev matchvinder, og viste sig igen-igen som en afgørende spiller.
Også unge Oliver Marloth Petersen fik scoret sit første Metal Liga-mål i fredagens kamp mod Esbjerg, så Aalborg fik vist både toppen og bredden frem i weekenden.
Nordjyderne er også naturlig favorit til aftenens kamp, hvor det svækkede Rødovre Mighty Bulls-mandskab kommer på besøg. Svækket naturligvis fordi Rødovre mangler de to rutinerede spillere Frank Gymer og Mads Eller, der begge er blevet ramt af skader, der koster en længere pause.
Det bliver hårdt for en i forvejen smal trup. Rødovre-direktør Morten Andreasen gør status på klubbens hjemmeside.
- Vi vidste på forhånd, at vi ikke havde ligaens bredeste trup, og at vi kunne blive sårbare overfor skader. Derfor rammer to skader på vores profiler ekstra hårdt. Vi er selvfølgelig helt opmærksomme på de udfordringer det giver os, rent sportsligt, og vi afsøger derfor både spillermarkedet løbende og kigger på vores økonomiske råderum, siger han.
Rødovre ligger på niendepladsen og kæmper hårdt for at hænge på Frederikshavn og Esbjerg. Hvis gnisten skal bevares hos Rødovre, skal Mighty Bulls helst ikke for langt bagud.
Og som neutral tilskuer vil det også være at foretrække, hvis kampen om den sidste slutspilsplads ikke bliver afgjort alt for hurtigt.
Det forventer vi: Rødovre får det vanskeligt i aften og vil komme under pres fra Aalborg i det meste af kampen. Pirates er klar favorit.
Hold øje med: Troy Lajeunesse scorede flere point end Craighead i EIHL sidste sæson, så der skal nok gemme sig masser af point i den anden farlige Aalborg-import.
Skader/karantæner: Aalborgs Oliver Anker har valgt at stoppe karrieren, ligesom Sebastian Ehlers kun nåede en kamp, inden han var ude igen. Rødovre uden Frank Gymer og Mads Eller også i aften.
Historikken: Aalborg vandt den første kamp i Rødovre i denne sæson med 6-2 uden større problemer.
Statistikken: Rødovre har kun fået to point i de seneste fem kampe og har i samme periode tabt to gange overtid/straffe. I samme periode har Aalborg nappet otte point.