Aalborg Pirates er inde i en god stime for øjeblikket.
Nordjyderne har vundet fire af de seneste fem kampe og begynder at få udkomme af de nye imports, der er kommet til klubben.
I hvert fald synes både Anthony Salinitri og Chase Berger at være gedigne forstærkninger og noget kunne tyde på, at de stille og roligt begynder at trække holdkammeraterne med opad i niveau.
Vi noterede os blandt andet to scoringer af svenske Eric Engstrand i kampen mod Sønderjyske fredag aften.
Vil Aalborg i Metal Final4, er det en must win i aften mod Rødovre, som Aalborg har det ret godt imod.
Pirates har vundet de seneste 11 kampe mod Mighty Bulls, og det første opgør i denne sæson blev vundet med 4-2, men det var bestemt ikke uden besvær.
Langt hen i kampen var stillingen 2-2, og Rødovre var rigtig godt med i kampen, så der bør være tro på, at Mighty Bulls kan gøre det igen.
Det forventer vi: At Aalborg kommer til at presse et Rødovre-hold, der skal godt i banen, slå kontra og undgå fejl og udvisninger. Det er den simple - og alligevel svære opskrift - for Mighty Bulls i forhold til at få point i aften.
Hold øje med: Tobias Ladehoff har kun scoret et enkelt mål hidtil i denne sæson. Måske eksploderer han på et tidspunkt? Hos Rødovre er der fokus på målmand Tomas Rydén, der stensikkert får en travl aften og helst ikke skal lade sig provokere til dumheder som mod Herlev senest.
Skader/karantæner: Aalborg mangler (måske) stadig papirer på Jake Smith og manglede senest også Nikolaj Carstensen og Andreas Grundtvig. Begge skulle dog være tæt på klar. Hos gæsterne manglede senest Mikey Bergman og Filip Nordström, der begge efterhånden har været ude længe.
SE MED på JFM PLAY, hvor Michael Damsted kommenterer.
Statistikken: Alt taler for Aalborg rent historisk og statistisk, men Rødovre SKAL i gang. Nederlag i de seneste fem kampe skal erstattes af en god stime.