Kampstart 19:30 i Sparekassen Danmark Isarena

Stor skuffelse hos Aalborg Pirates lørdag aften, hvor sæsonens første titel glippede. 

Straks går jagten ind på den store titel og i første omgang den optimale placering frem mod slutspillet som naturligvis er førstepladsen. Her kan Aalborg glæde sig over at ligge lunt i svinget.

Pirates er á point med Herning og har to kampe i hånden. 

Det gælder også i forhold til Odense, der er fire point efter nordjyderne. 

Så for Pirates gælder det "bare om" at komme i sving igen og få gang i de ben, der formentlig stadig er lidt trætte efter weekenden. 

Spændende om Garth Murray benytter dagens kamp til at ryste lidt rundt i kæderne, for der var ikke helt gang i offensiven mod Herning i finalen på samme måde som Pirates normalt har flow i spillet. 

Ligeledes interessant, hvordan Rungsted-træner Roy Johansen sætter sit hold op. Noget kunne tyde på, at nordmanden sætter et mere defensivt fundament i sving i forhold til sin forgænger Hjalmarsson. 

Så måske bliver Rungsted mere et omstillingshold end holdet med den kompromisløse offensiv, som det har været tilfældet de seneste mange sæsoner. 

- Lige nu tænker vi mere på proces end vi tænker på måltavlen. Når tingene i processen kommer til at stemme, skal det nok også vise sig på måltavlen. Når det er sagt, skal vi selvfølgelig have gode oplevelser med ind til kvartfinalen og slutspillet. På tirsdag (i aften) er det selvfølgelig "go time", siger Rungsteds assisterende træner Thor Dresler i et interview med Rungsted Seier Capital TV. 

Se hele interviewet her: 

Skader/karantæner: Det må forventes, at Roy Johansen har flere spillere til rådighed end i den seneste kamp mod Herning. Her manglede Tim Daly, Malte Setkov, Nick Moutrey, Frederik Bjerrum og den nye mand James Livingston. I ovennævnte interview siger Thor Dresler, at der formentlig er to af de fire skadede, der er klar og mon ikke også James Livingston har fået sine papirer i orden? Aalborg manglede kun Nikolai Nielsen i finalen mod Herning, men der er måske risiko for, at der er spillere, der har slået sig i en hård weekend. 

Det forventer vi: Aalborg som altid favorit på hjemmebane, men nordjyderne kan i den grad forvente en hård kamp mod et Rungsted-hold, der SKAL i gang med at vinde ishockeykampe, proces eller ej. Glem i øvrigt ikke, at kampen mellem Aalborg og Rungsted kan ende som en potentiel kvartfinaleserie om nogle uger. 

Hold øje med: Mon ikke Thomas Lillie får muligheden for at stå i hjemmeholdets bur i aften efter at Sørensen var på plads to gange i weekenden? Hos Rungsted vil der stensikkert hvile øjne på James Livingston. Det bliver canadierens tredje klub i sæsonen efter østrigske Graz og slovakiske Poprad. 

Statistikken: Rungsted kommer ind til kampen med hele 11 nederlag på stribe. Fire gange i den periode har Rungsted fået point i ordinær tid. Aalborg har vundet syv af de seneste otte ligakampe, men tabte dog den seneste med 0-1 mod Odense. 

Historikken: Aalborg har fuld plade mod Rungsted i indeværende sæson med fem sejre. To gange har Rungsted trukket de forsvarende mestre ud i overtid. 

 


Galbraith: Hvis det er alt, hvad der er i os, ser det ikke godt ud OPTAKT: Frederikshavn White Hawks-Herning Blue Fox