Så har vi gang i to bronzekampe mellem Rungsted Seier Capital og Aalborg Pirates.
Og lad os først slå fast, hvordan de afgøres: Der spilles bedst af to kampe, og det hold med flest point over to kampe vinder bronzemedaljerne. Kampen i aften kan altså - som den eneste i sæsonen - ende uafgjort efter 60 minutter.
Er det stadig uafgjort samlet efter morgendagens kamp i Rungsted, spilles der fem mod fem til først scorede mål. Det vil altså sige nøjagtig som i en almindelig slutspilskamp.
Det er altid vanskeligt at vurdere, hvordan klubberne går til en bronzekamp. Undertegnede synes at have fornemmet et mønster af halvanden periodes "afslappet hockey", inden de to hold beslutter sig for at kæmpe om sejren. Specielt i kamp to har det været tilfældet, hvis det har været jævnbyrdigt indtil da.
Men det er uforudsigeligt, også fordi det er svært at vide, om de skadede/småskadede spillere vælger at spille bronzekampen eller ej. For eksempel er Eric Gotz hos Aalborg vel tvivlsom til serien. Han dukkede op i kamp seks i semifinalen efter en håndfuld kampe ude.
Skal bronzekampene overhovedet spilles? Det er noget, Metal Liga-klubberne selv beslutter i Ligaforeningen/Divisionsforeningen og indtil nu har der været flere stemmer og argumenter for end imod.
Ikke mindst en mulighed for at spillere og tilskuere kan tage pænt afsked med hinanden i en kompetitiv kamp og at fredag og lørdag kan give lidt ekstra penge i kassen, må være de tungtvejende argumenter for at beholde bronzekampene.
Forhåbentlig kommer der mange tilskuere både i Aalborg og Rungsted og fejrer de to holds spillere i aften og i morgen eftermiddag.
Det forventer vi: Rungsted har været sæsonens overraskelse og er kommet som en slags underdogs ind i semifinalerne. Aalborg vandt bronze i sidste sæson, og er hårdt ramt på backerne i forhold til skader. Vi giver Rungsted en lille overhånd i form af friskhed og motivation.
Historikken: Aalborg vandt de tre første kampe med samlet 20-5 over Rungsted, men derefter vandt Rungsted to af tre kampe. Altså 4-2 til Aalborg samlet i kampe.
Statistikken: Aalborg har en "streak" på medaljer i fire sæsoner på stribe, mens Rungsted ikke var i nærheden af medaljer i de seneste to sæsoner efter en flot periode.
Hold øje med: Rungsted må formentlig tage afsked med elegante Theo Keilin, der har gjort det fremragende og formentlig er tilbage på en større adresse i næste sæson. Hos Aalborg kigger vi på Craighead og Lajeunesse, der formentlig er i spil til forlængelser, hvis økonomien tillader.
Skader/karantæner: Svært at vurdere frem mod bronzeserien, men mon ikke i hvert fald Lasse Bo Knudsen (Aalborg) og Andreas Nielsson (Rungsted) i hvert fald ude.
Metalligaen.tv: Har Kasper Buch på plads i Sparekassen Danmark Isarena til at guide seerne gennem kampen.