Både Aalborg Pirates og aftenens gæster fra Rungsted havde en forrygende sidste uge og spillede sig begge op i toppen med seks point i to kampe.
Rungsted havde relativt let spil mod et svækket Odense-hold, mens Aalborg Pirates vandt i Frederikshavn og hjemme over SønderjyskE med en hel håndfuld spillere ude.
Nu krydser de to bedste hold i de seneste sæsoners grundspil klinger i en absolut topkamp i Aalborg. Herlig match, der fortjente mindst de tidobbelte antal tilskuere i forhold til de 375 mennesker, der kommer ind i aften.
Det skal blive interessant at se, om Aalborgs skadesramte defensiv kan tøjle Rungsteds offensivstorm og hvilket hold har den bedste powerplay på dagen. Vinder rutinerede George Sørensen duellen med en ung kollega i Rungsted-buret. Er Hardt skarp? Er Spelling? Det kan kun blive underholdende.
Det forventer vi: Det har mange gange på det seneste været målrige, åbne opgør mellem de to hold. Sådan kan det også sagtens ende i aften. Det ligner en regulær 50-50-duel.
Statistikken: Rungsteds powerplay havde gode aftener mod Odense i sidste uge og Aalborg skal sørge for at holde sig ude af boksen. Aalborgs defensiv var støbt i jern i sidste uge med blot to mål imod.
Skader/karantæner: Patrick Russell er afskrevet for Rungsted i denne sæson, Gustav Green og Cristopher Nihlstorp er ude med skader. Hos Aalborg kom Thomas Spelling og Anton Schou tilbage senest, men Lefebvre, Martin Højbjerg, Carstensen og Lasse Bo Knudsen var ude.
Hold øje med: Thomas Spelling kom fremragende ind i sit comeback med et par fine assister i kampen mod SønderjyskE søndag eftermiddag. Har han luft til Rungsteds tempo. Hos Rungsted kom Mathias Røndbjerg fint tilbage mod Odense og skubber formentlig i backhierarkiet hos Erik Hjalmarssons mandskab.
Historikken: 5-1 til Aalborg i den første kamp i indeværende sæson. 5-1 til Aalborg i sejre i sidste sæson. Pirates-spillerne må gå ind til kampen med troen på, at de kan styre Rungsted.