Det her bliver interessant at følge.
Igen kunne man jo drømme om 4000 tilskuere på lægterne i Aalborg, men det har Covid19 spoleret, og det betyder altså, at topkampen mellem Aalborg Pirates og Rungsted Seier Capital desværre bliver spillet i en tom hal.
Sådan er gamet for øjeblikket, men de få tilskuere forhindrede hverken Aalborg eller Rungsted i at sejre i weekenden. Aalborg Pirates med to overbevisende 5-0-sejre mod Herlev og Herning, mens Rungsted var lidt mere under pres i 4-3-sejren over Rødovre. Aalborg overbevisende, mens Rungsted stadig har en evne til at hive de fleste kampe hjem i de sidste 20-30 minutter.
I aften skal Rungsted dog op mod holdets "angstgegner", for Aalborg Pirates har - og det er ganske bemærkelsesværdigt i disse år - vundet de seneste seks kampe over Rungsted - heraf to i indeværende sæson.
Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at Aalborg i de seks kampe har scoret enten fem eller seks mål mod kollegerne i toppen af Metal Ligaen.
Derfor fremstår Pirates også som favorit i aften mod et gæstehold, der vil kæmpe for at få det mentale overtag tilbage i de indbyrdes opgør.
Spændende, hvordan træner Hjalmarsson rent taktisk vil tackle denne opgave.
Hold øje med: Ikke blot Josh MacDonald, men også Julian Jakobsen, stråler i offensiven for Aalborg for øjeblikket. Jakobsen leverede ligesom MacDonald seks point i sidste uges tre kampe. Hos Rungsted brillerede Marcus Olsson fredag aften med to scoringer i ordinær tid og scoring i straffeslag mod Rødovre. Han holder en imponerende kadence.
Det forventer vi: Et offensivt og underholdende festfyrværkeri mellem Metal Ligaens to mest "spilstærke" mandskaber. Det skal nok blive seværdigt på streamen i aften og måske også med masser af mål.
Skader/karantæner: Imponerende nok, at Aalborg Pirates så overbevisende vandt begge kampe i weekenden uden Martin Lefebvre, Jonas Brøndberg, Martin Højbjerg og Jonathan Brinkman. Rungsted stillede senest i weekenden uden Nikolaj Rosenthal, Oscar Schulze, Joachim Holten Møller, William Nistrup og Mathias L. Hansen.
Historikken: To gange har de to hold spillet mod hinanden i denne sæson. Aalborg har vundet 6-3 og 5-1 over Rungsted.
Statistikken: De to hold dominerer toppen af pointligaen. Rungsted med fire spillere i top ti, mens Aalborg har Josh MacDonald som etter på listen og Kirill Kabanov med på fjerdepladsen.