Vi kommer tættere og tættere på Metal Final4, og den her match er i den grad en nøglekamp for begge klubber.
Aalborg Pirates kom rigtig godt ud af den seneste weekend og leverede fem point i kampene mod Rødovre og Rungsted (4-2 og 3-2). Er nordjyderne for alvor ved at komme i gang?
I hvert fald var det at notere, at sejrsmålet i overtiden mod Rungsted blev scoret af Ty Farmer (hans første mål) assisteret af den nye mand Anthony Salinitri. Point til spillere, som skal være markante i Aalborgs kamp for at komme op i top fire og tilbage i toppen af Metal Ligaen.
Er der flere canadiere på vej i form af Jake Smith og Chad Berger, der er i gang med at få arbejds- og opholdstilladelse?
Sønderjyske kom skidt ud af det hårde program med nederlag i Herlev og hjemme mod Esbjerg. Det betyder, at Sønderjyske er presset til at hente point i Aalborg i forhold til Metal Final4-regnskabet.
Der har været tid til at restituere efter sidste fredag, og Sønderjyske har været bedst på udebane i denne sæson. Det er det første opgør mellem de to mandskaber i denne sæson.
Skader/karantæner: Aalborg mangler altså endnu at få Jake Smith og Chad Berger klar, og havde heller ikke Nicolaj Carstensen med mod Rungsted. Sønderjyske manglede senest Rasmus Lyø, Mathias Borring og Daniel Nielsen mod Esbjerg.
Det forventer vi: At Aalborg sætter sønderjyderne under pres fra start, men overlever Sønderjyske kan det blive en yderst underholdende kamp mellem to hold, der gerne vil fremad.
Hold øje med: Anthony Salinitri gjorde et godt indtryk i den første kamp søndag for Aalborg. Hos Sønderjyske kan en mand som Joseph Jonsson blive kampafgørende, hvis han finder sit topniveau.
Statistikken: Ingen af de to hold har for alvor fundet sin "pointjæger" endnu. Sønderjyske har Nikolaj Krag-Christensen som topscorer med 10 point, mens Andreas Grundtvig og Kobe Walker står med 8 point hver.
SE MED PÅ JFM PLAY: hvor Per Colstrup Vinkel kommenterer.