Aalborg kom godt ud af weekenden med to sejre over Rungsted Seier Capital, mens Sønderjyske fik en ordentlig lussing hjemme mod Herning.
Dermed fremstår Aalborg som naturlig favorit i aften, selv om Pirates-mandskabet faktisk er ramt på en del skader i angrebet netop. Den store bredde, som Pirates anskaffede sig med køb af Berger, Salinitri og Smith, kommer lige truppen til gode.
Til gengæld kører det op og ned for Sønderjyske, der blev overrumplet hurtigt mod Herning fredag aften, og derefter på ingen måde kom ind i kampen igen.
For sønderjyderne kræver det total offervilje fra hele truppen, hvis det skal blive til point i aften.
De to hold har mødt hinanden tre gange i sæsonen. Første opgør den 10. oktober i Aalborg endte med en 3-2-sejr til Sønderjyske efter overtid, hvor Nikolaj Krag blev matchvinder. Siden har Aalborg taget over med sejre på 5-2 hjemme og 2-1 i Vojens, hvor Sønderjyske ellers var foran 1-0, inden to mål på 5 minutter og 15 sekunder i anden periode vendte kampen.
Statistikken: Aalborgs powerplay har været decideret højoktant. I sejren over Rungsted blev tre af fire mål scoret i overtal, og samlet er det blevet til otte powerplay-scoringer i de seneste fem kampe. Samtidig viste de to kampe mod Rungsted, at Pirates ikke behøver dominere puckbesiddelsen i offensiv zone for at vinde – effektiviteten har været afgørende. Også undertalsspillet fungerede i weekenden, hvor der blev lukket helt ned efter en periode med mål imod.
Hold øje med: Anthony Salinitri var brandvarm i kampene mod Rungsted og gennemgående skal Sønderjyske nok passe på Aalborgs nordamerikanere, der i den grad står i spidsen for produktionen hos Aalborg. Sønderjyske havde ikke meget at byde på individuelt mod Herning senest, men man lagde mærke, at unge Victor Schmidt var mere offensiv end tidligere på sæsonen.
Det forventer vi: Sønderjyske spiller ofte gode kampe på Aalborg is, og mon ikke også de lyseblå kommer til at drille Aalborg en smule i aften. Nordjyderne dog favorit.
Skader/karantæner: Aalborg manglede senest Kirill Kabanov, Sebastian Ehlers og Tobias Ladehoff, mens Brycen Martin og Sebastian Brinkman også blev hjemme i weekenden. Sønderjyske var fredag uden Oliver Nielsen, Mathias Borring og Elias Borup Olsen, og Jacob Schmidt-Svejstrup afsoner karantæne i aften.
Se med på JFM Play, hvor Per Vinkel kommenterer fra Aalborg.