Forhåbentlig kan en feststemt Boxen løfte Danmark til sejr og åbne op for nye spændende muligheder

Det er i eftermiddag 16:20, at Boxen forhåbentlig kommer til at koge. 

Danmark møder Ungarn og det er en "must win" for løverne - både i forhold til at komme helt væk fra nedrykningsslagsmålet i bunden af gruppen og i øvrigt også for at bevare muligheden for en eventuel "ottendedelsfinale" og direkte duel om en kvartfinale mod Tyskland på tirsdag.

I den kontekst flaskede resultaterne i går sig helt perfekt med den schweiziske sejr på 5-1 over netop tyskerne. 

Men - undervurder aldrig Ungarn. Landets ishockey er i generel fremgang og landsholdet er efterhånden som minimum et elevatorhold, som pendler mellem de to øverste VM-divisioner og med håbet om at sætte sig fast.

Holdet er bygget på en stamme af ICEHL-spillere fra Fehervar AV19, blandt andre den tidligere Esbjerg Energy-spiller Csanad Erdely, men spillerne ligger gennemgående på en lidt lavere hylde end de danske, når man kigger på deres klubtilhørsforhold. 

Men Ungarn er et hold, der spiller klogt og evner at slå til, når chancen byder sig. Kig bare på matchen mod Kasakhstan, som ungarerne overraskende vandt og dermed nu er i en fordelagtig position i forhold til at undgå nedrykning. 

Og hvad med Danmark? Personligt synes jeg, at Frederik Dichow har fået for lidt kredit for sine indsatser hidtil. Han var en gamewinner mod Kasakhstan og spillede gode kampe mod både USA og Tjekkiet. 

Samtidig var det enormt vigtigt, at Kasakhstans tre overtalssituationer blev overstået uden mål i første periode. Danmarks special teams var i det hele taget skruet op i onsdags, måske også fordi modstanden var lidt mindre. 

Så var der Alexander True, der dominerede banen. Ikke kun på grund af sine to mål, men også på grund af en enorm arbejdsindsats.

Skal det ikke være i aften, at Nicklas Jensen har marginalerne på sin gamle hjemmebane og rammer nettet i stedet for stolpen? Og så er det på tide, at Mathias Bau får bud efter målet mod et overkommeligt ungarsk forsvar. Eller Mathias From får noget ud af sine fine tekniske raids op gennem banen? 

Det må også være en aften, hvor Mikael Gath uden at være nervøs kan sætte fire kæder i sving, der må kunne spille op mod modstanderne. 

Til sidst er håbet naturligvis også, at Boxen kommer til at koge, og at siddepladserne hjælper ståafsnittet således, at spillerne kan mærke opbakningen hele vejen rundt. 

 


Ville Hämäläinen bliver ny træner for Rødovre Mighty Bulls Odense Bulldogs siger farvel til fire udlændinge og to danskere