Kampstart 19:00

To restituerede mandskaber byder hinanden op til dans denne tirsdag aften i Granly Hockey Arena. Esbjerg Energy kommer til opgøret med en uges pause siden kampen i Herlev den 4. januar, mens Frederikshavn White Hawks senest var i aktion for en uge siden i Odense. Begge hold har brug for point: Esbjerg jagter en placering i top 4, mens Frederikshavn kæmper for at holde sig inden for slutspilsfeltet.
Esbjerg har tabt fire af de seneste fem kampe, og den eneste sejr kom mod de nykårede Final 4-mestre fra Herning. I Herlev leverede vestjyderne en fornem første periode og kom foran 3-0, men smed sidenhen sejren væk, da hjemmeholdet udlignede kort før tid og afgjorde kampen i overtiden.

Boxplayet er dog en af Esbjergs styrker – kun ét mål imod i de seneste fem kampe – mens powerplayet fortsat halter med blot 18 scoringer i sæsonen, næstfærrest i ligaen. Tre af dem er dog faldet i de seneste fem kampe, hvilket antyder en opadgående tendens.
Hos Frederikshavn er der tale om en markant krise. Vendsyssel-holdet har ikke vundet siden 19. november og står med fem nederlag i træk. Målscoren på 9-21 i den periode afslører en defensiv i problemer, mens skudstatistikken 126-128 fortæller, at de stadig skaber muligheder – men mangler effektivitet. Special teams er lige nu en udfordring i begge ender. Frederikshavn har ligaens laveste boxplay-procent og blot 13 powerplaymål i hele sæsonen, svarende til en udnyttelse på 14 procent.
Det forventer vi: Frederikshavn bed godt fra sig i sidste uge i Odense og håber kunne drille Esbjerg også. Vestjyderne kommer motiveret ud til kampen og er favorit ikke mindst på grund af hjemmebanen. Esbjerg skal vinde, hvis håbet om hjemmebane i kvartfinalen skal bevares. 
Hold øje med: Maurizio Collela har spillet godt på det seneste og var Frederikshavns bedste i den seneste kamp mod Odense. Hos Esbjerg har man savnet lidt impact fra Phillip Schultz, der ikke helt har levet op til tidligere tiders meritter. Kan han toppe på det rette tidspunkt af sæsonen?
Se med på DirekteSport.dk, hvor Søren Kaster kommenterer fra Granly Hockey Arena.
Skader/karantæner: Esbjerg var i opgøret mod Herlev fortsat uden Nikolaj Henriksen, Tobias Ebener og Jeppe Bertram. 

Hos Frederikshavn var Kevin Frydkjær tilbage i målet efter skaden til Max Zimmermann, mens Mikkel Bertelsen og Thomas Søndergaard manglede.

Statistikken: De to klubber har mødt hinanden fire gange i sæsonen. Begge står med to sejre, men Esbjerg har hentet point i alle fire. 

De to første kampe blev vundet af Frederikshavn efter straffeslag. Først i slutningen af september, hvor Alexander Lunsjö afgjorde kampen, og en måned senere i Esbjerg, hvor Frederikshavn igen sejrede 5-4 på straffeslag efter at have ført 4-0 midtvejs i anden periode. 

Sidenhen har Esbjerg svaret igen med to sikre sejre – 4-1 hjemme og 5-1 ude i Frederikshavn – begge i december.


CHASE BERGER stopper hos Aalborg Pirates - og ishockeykarrieren OPTAKT: Aalborg Pirates-Herlev Eagles