Kampstart 19:00 i Granly Hockey Arena

Esbjerg Energy står foran en kæmpestor og travl ishockeyuge. 

Vestjyderne spiller både mandag, torsdag og fredag og står foran en uge, der vel næsten er mere travl end slutspillet, så derfor bliver træner Magnus Åkerblom og staben nødt til i den grad at tænke og planlægge de kommende dage for vestjyderne. 

Det gælder Frederikshavn, Aalborg og Rødovre, så der kan virkelig rykkes noget for Esbjerg - både i positiv og negativ retning. 

Esbjerg spillede fredag aften i Vojens, hvor det blev til en både dramatisk og ganske udramatisk kamp. Dramatisk på grund af det store slagsmål mellem første og anden periode og udramatisk, fordi det faktisk var det eneste dramatiske, der skete i løbet af de 60 minutter. 

Da Esbjerg først "overlevede" Sønderjyskes 2-2-udligning og fik scoret til 3-2 og 4-2, var der ikke mere tilbage i rivalopgøret, og det må træner Åkerblom have glædet sig over i weekenden - mens han planlægger den kommende uge. 

Hos Frederikshavn kunne man også glæde sig over en stærk indsats fredag aften. Ikke på grund af point, men på grund af en meget stærk indsats mod Herning, hvor det blev til et nederlag på 2-4 i en kamp, hvor Frederikshavn faktisk formåede at presse topholdet hårdt. Pudsigt nok er de to nederste hold, Rødovre og Frederikshavn, der har været tættest på Herning i de indbyrdes kampe efter landsholdspausen.  

Var det et tegn på ny gejst i det nordjyske efter den "tørre kamp" i Odense tidligere på ugen?

Skader/karantæner: Esbjerg venter stadig på Brandon Magees tilladelse og har formentlig også Lucas Andersen ude. Philip Larsen har ikke spillet de seneste par kampe. Frederikshavn manglede August Hedlund, Christian Mieritz, Aleksi Ainali, Mikkel Skov og Santeri Suistio i kampen mod Herning fredag aften. 

Det forventer vi: At Esbjerg tager initiativet mod et Frederikshavn-hold, der skal finde takterne fra fredagens kamp mod Herning. Frederikshavn bliver en hård nød at knække for Esbjerg, der er favorit til at tage tre point.

Statistikken: Sæsonens to første møder har været ekstremt tætte — begge er gået hele vejen i straffeslag, og begge er blevet vundet af Frederikshavn. Først i Nordjyske Bank Arena, hvor det endte 3-3 efter 60 minutter, inden Alexander Lundsjö afgjorde på straffe. 

Senest i Granly Hockey Arena leverede Frederikshavn en 4-0-føring midt i anden periode, før Esbjerg stormede tilbage og udlignede til 4-4 med Todd Winters scoring 25 sekunder før tid. Igen måtte straffeslag til, og igen var Lundsjö forskellen.

Kampen mandag aften har derfor alle ingredienserne til endnu et tæt og intenst opgør mellem to hold, der hver især har noget at bevise i en periode, hvor point er begyndt at veje tungere.

Hold øje med: I Esbjerg har Oliver Kjær vist sig som en af sæsonens mest stabile offensive kræfter. Med 20 point fordelt på otte mål og tolv assists ligger han nummer to på den interne topscorer-liste og er ofte en spiller, der skaber liv i offensivzone. 

Han noterede sig for tre point i det seneste møde mod Frederikshavn — et mål og to assists — og kom også på tavlen i opgøret mod Rungsted for nylig.

Hos Frederikshavn er det den rutinerede Thomas Spelling, der tiltrækker opmærksomhed. Med 15 point i sæsonen er han en vigtig brik i offensiven, men har været inde i en periode, hvor pointene er kommet drypvist. 

Spelling har dog for vane at træde frem mod Esbjerg og lavede to mål i seneste besøg i Granly Hockey Arena, ligesom han står på tre point i sæsonens indbyrdes opgør.

Se med på JFM Play, hvor Søren Kaster kommenterer fra Granly Hockey Arena. 


Esbjerg henter fransk-canadisk back som forstærkning KAMPEN KORT: Midtjysk magtdemonstration mod Herlev