Der er hurtig chance for revanche for Esbjerg Energy, når Frederikshavn White Hawks kommer på besøg.
Da de to hold mødtes fredag havde Frederikshavn overhånden med en 5-2-sejr i en kamp, der var tættere end cifrene antydede. En mand ejede isen og strøede om sig med fine pasninger: Aleksandr Bumagin var stærkt kørende for Frederikshavn, og han leverede et mål og tre assister på en stor aften oppe i Vendsyssel.
De 375 tilskuere i Frederikshavn så til gengæld også et Esbjerg-hold, der faktisk aldrig gav op og blev ved at slide sig ind i kampen.
En god egenskab, Jason Jaspers måske har pumpet ind i sine svende fra sæsonstart?
Jaspers rykkede lidt rundt på sine to første kæder og satte en ren nordamerikansk kæde sammen med Puffer, Corcoran og Shaw, hvilket efterlod Bjerrum, Wejse og Scheel i en ganske skarp danskerkæde. Måske han igen i aften spiller Scheel over i hænderne på Corcoran og Puffer?
Frederikshavn kan måske glæde sig over debut til den lettiske back Kristians Rubins, der er lejet ind fra Toronto.
Hold øje med: Esbjergs Søren Nielsen vil gerne vinde over holdkammeraterne fra i fjor. I aften får han en ny mulighed. I Frederikshavn savner man lidt mere fra Nikolaj Krag og Lucas Andersen. Ingen af dem har været alt for synlige i de seneste kampe.
Statistikken: Esbjerg-backen Davis Vandane spiller et godt stykke over 20 minutter i hver eneste kamp og har allerede en nøgleposition i Esbjerg-forsvaret. Hos Frederikshavn har Justin Shugg allerede manifesteret sig. Han lavede mål og assist fredag aften.
Skader/karantæner: Jeppe Vinther har sin anden spilledags karantæne for Esbjerg. Frederikshavn havde ingen folk ude fredag aften.
Det forventer vi: I sidste sæson vandt Frederikshavn 7-1 hjemme og tabte et par dage efter - i oktober - 1-6 ude. Historien - med lidt mindre cifre - kunne sagtens gentage sig her.
Historikken: Allerede et opgør i denne sæson: Fredag aften og 5-2 til Frederikshavn. Sidste sæsons matcher bød på fire Frederikshavn-sejre, heraf en i overtid - og to sejre til Esbjerg.