Det har været gode og hårde kampe mellem Esbjerg Energy og Herlev Eagles i indeværende sæson.
Herlev havde godt fat i vestjyderne i de første indbyrdes opgør, men de seneste to matcher er altså blevet vundet af vestjyderne, der endda fik en 3-2-sejr med hjem fra Ørneborgen senest. Her har Esbjerg tidligere haft det ret vanskeligt. Træner Jason Jaspers understreger, at Eagles går stenhårdt efter tre point i jagten på fjerdepladsen i tabellen.
- Vi har generelt spillet bedre på det seneste. Endnu har vi ikke fundet kontinuiteten og hævet bundniveauet nok. Vi kan stadig levere både godt og skidt. Det handler om at finde det rette spændingsniveau, og vi er på vej i processen.
- Men de seneste uger har generelt været gode. Det skal vi forsøge at fortsætte og bringe med i de sidste grundspilskampe og ind i slutspillet. Vi tager en kamp ad gangen. Næste kamp er Herlev, som vi skal respektere, hvis den gode stime skal fortsættes, siger han i klubbens kampoptakt.
- Herlev stiller til kampen i Esbjerg med fornyet selvtillid efter sejre i de to seneste kampe. De vil givetvis kigge opad i tabellen og jage os. Samtidigt skal de sidste ting på plads inden slutspillet, så begge hold har brug for en god kamp, hvor meget lykkes.
- Vi fik en vanskelig start på denne sæson med tre nederlag til Herlev, men efter jul er det gået bedre. Vi har i år haft udfordringer mod holdene under os i tabellen, men vi har lært og rettet bl.a. vores mindset til i de kampe. Men det er også nødvendigt, lyder det fra Jason Jaspers.
Spændende nyt hos Herlev, der har fået Noah Samsøe ind i truppen som backforstærkning til bredden. Fornuftig disposition hos Herlev, der har manglet Mikkel Skjellerup på det seneste og godt kan bruge ekstra bredde i defensiven.
Eagles kommer med masser af selvtillid efter seks point i de to kampe mod SønderjyskE, der blev slået to gange over en weekend.
Herlev ligger til den bedste grundspilsplacering siden 2011/12, hvor det også blev til en sjetteplads. En højere placering (3) skal vi helt tilbage til 2004/05-sæsonen for at finde.
Så der er i den grad noget at spille for hos Patric Wener og co. i de kommende uger.
Det forventer vi: Esbjerg er favorit og jager fjerdepladsen. Energy kommer til at lægge pres på gæsterne og ligner en favorit i aften.
Hold øje med: Philip Schultz kunne måske godt have fortjent en chance på landsholdet i weekenden, men arbejder han videre i samme fart i resten af grundspillet, skal der nok vente en rød-hvid chance senere på sæsonen. Hos Herlev må Victor Cubars også have fået ekstra motivation efter en tjans i rødt og hvidt i sidste uge.
Statistikken: Begge hold er med i den gode halvdel af formbarometeret. Esbjerg står med 12 point på førstepladsen for de seneste fem kampe, hvor Herlev har snuppet ni point.
Skader/karantæner: Esbjerg vandt 3-2 over Frederikshavn lige før landsholdspausen. Det var uden Jannik Christensen, Rasmus Bjerrum og Grayson Downing. Herlev manglede Mikkel Skjellerup og Magnus Lykke Jonassen mod SønderjyskE før landsholdspausen.
Historikken: Herlev vandt 3-2 efter straffeslag, 6-1 og 4-1 i årets tre første kampe mellem de to hold, men Esbjerg har senest vundet 5-4 og 3-2 mod Eagles.