Både Esbjerg og Odense kom resultatmæssigt lidt skuffende ud fra den første uge efter landsholdspausen, men Odense vel nok spillemæssigt bedre end kollegerne fra det vestjyske. Her har træner Jason Jaspers bedt spillerne og sig selv om at se indad efter nederlaget i Rødovre Centrum Arena.
- Et Rødovre-hold i fremgang hentede en fortjent sejr mod os. Men vi skal have fokus på os selv, for vi spillede ikke godt nok i Rødovre. Metal Ligaen er lige, holdene er gode og når vi ikke leverer på dagen, så taber vi. Vi ville det ikke nok og arbejdede ikke hårdt nok, er cheftræner Jason Jaspers dom over tirsdagens indsats i Rødovre.
- Vi har talt længe nok. Nu er vi nået dertil, hvor vil ikke bare skal tale om det der skal forbedres, men nu skal vi i handling vise, at vi kan og vil andet og mere end det vi viste i tirsdagskampen. Ishockey handler om vilje, og for vores vedkommende kan vi slå alle mandskaber, men vi kan samtidigt også tabe til alle hold, lyder det fra Jaspers.
Senest Odense var på besøg i Esbjerg, vandt vestjyderne 7-1 over fynboerne, mens Odense vandt den omvendte kamp med 6-3.
Bulldogs kommer fra en nogenlunde fornuftig 1-2-kamp mod Rungsted, hvor holdet i det første kvarter spillede rigtig godt og fik trykket Rungsted fuldstændig i bund - dog uden at få scoret de nødvendige mål. I de sidste to perioder skabte Odense ikke helt de nødvendige muligheder, men stod stadig solidt i banen.
Det forventer vi: En hård fysisk omgang med et "tungt" og struktureret Odense-hold mod et "nordamerikansk" Esbjerg-hold. Efter to større sejre hver sin vej, kan det blive den første tætte kamp mellem de to hold.
Skader/karantæner: Esbjerg senest uden Jonas Bjerrum, Odense manglede senest både Henry Hardarson, Mikkel Hansen, Ales Sova og Radek Cip.
De indbyrdes kampe: Esbjerg førte 3-0 i Odense i de to holds første match, inden Odense vendte og vandt 6-3. I Knæk Cancer-kampen i Esbjerg vandt Energy til gengæld med hele 7-1.
Statistikken: Odense er det næstdårligste udehold i l Metal Ligaen med otte point og skal til også at hente point på fremmed is.
Hold øje med: Alex Torchenyuk gør flere og flere rigtige ting for Odense og markerer sig måske endnu mere med point. Nu har han haft sin "indspilsningstid". Esbjerg-publikummet glæder sig til at se Ryker Killins dominere fra blå linje.