I aften kl. 20.15 er der igen ishockey i Granly Hockey Arena, når Esbjerg Energy tager imod Rødovre Mighty Bulls i Metal Ligaen. Det sker efter vestjyderne i weekenden tabte til henholdsvis Herning Blue Fox og SønderjyskE med 5-2.
Esbjerg har i den grad revanche til gode mod et Rødovre-hold, som vi endnu engang kan hæfte "tæt på sidste chance"-prædikatet på i kampen om ottendepladsen. Nu er der ikke meget mere end Odense og Herlev at hænge hatten på, og det ser også ganske umuligt ud med 15 point op til Eagles som det tætteste.
Men æren har også ret, og Rødovre kan glæde sig over at være tilbage på den is, hvor holdet har hentet sin hidtil eneste rene udesejr hidtil i sæsonen. Lige efter nytår vandt Mighty Bulls med 3-2 i det vestjyske i en holdets bedste kampe i sæsonen.
Der var snært og disciplin over Rødovre-mandskabet den aften, og det skal der også være denne sene tirsdag aften klokken 20:15, hvis Magnus Sundquists tropper skal have point med hjem igen.
Esbjerg-træner Jason Jaspers ser tilbage på kampene i weekenden i klubbens kampoptakt.
- Vi er selvfølgeligt skuffede over det pointmæssige udbytte af de to kampe, men omvendt er vi mere tilfredse med indsatsen. Vi kom godt fra start i søndagens kamp i Vojens mod SønderjyskE, hvor vi måtte undvære fire spillere, men vi stod ikke distancen gennem samtlige 60 minutter, fortæller cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.
- I kampens første periode havde vi chancer til mere end den etmålsføring vi tilspillede os. Desværre var marginalerne ikke med os, og så får de udlignet. Vi bringer os igen foran, mange af vores spillere påtog sig ekstra ansvar og ”steppede op”, men desværre endte sejren hos SønderjyskE.
- Derfor er der mange detaljer, som vi kan glæde os over på trods af nederlaget til SønderjyskE. Fx at så mange påtog sig et ekstra ansvar. Umiddelbart forventer jeg ikke, at skaderne hos de fire skadede spillere er langvarige, så måske vi har flere til rådighed mod Rødovre.
- Men skader påvirker holdet, selv om et afbud er en mulighed for en anden spiller. Et tæt program slider lidt ekstra i en tid med skadede nøglespillere, så den olympiske pause efter næste weekend vil bekomme os godt, understreger Energy-coachen.
- Kampen i aften er altså en kamp som alle andre kampe. Det viser vores resultater mod dem og lad mig bare minde om, at Rødovre søndag førte med 1-0 efter en halv times spil og Herning først bragte sig foran med 2-1 i tredje periode mod Rødovre.
- Derfor får vi brug for at levere en indsats gennem samtlige 60 minutter mod Rødovre. Ofte bliver den slags kampe først afgjort i tredje så vi skal levere fra start til slut. Og så skal vi huske, ikke mindst når vi er pressede at spille som hold og ikke ty til individuelle præstationer, slutter Jason Jaspers.
De indbyrdes kampe: Helt tilbage i premieren vendte Esbjerg 0-2 til 3-2 og gentog sejren i Rødovre med 2-1. Derefter har Rødovre taget de to seneste kampe med 3-1 hjemme og senest 3-2 i Esbjerg.
Statistikken: Der blot scoret 17 mål i alt i de fire pågældende kampe mellem Esbjerg og Rødovre. Altså blot lige over fire mål i snit pr. kamp. Måske indikerer det igen en tæt og ganske målfattig kamp mellem de to hold.
Skader/karantæner: Jannik Christensen, Craig Puffer, Henrik Mærsk og Grayson Downing var ude for Esbjerg i Vojens, mens Rødovre har sagt farvel til Jonathan Brinkman for resten af sæsonen. Mighty Bulls var senest uden Joshua Heerwagen og Nicklas Carlsen og havde ikke "de unge vilde" med mod Herning.
Hold øje med: Gustaf Berling har gjort et glimrende indtryk i Rødovre. Måske en mand, der fortsætter i Metal Ligaen næste sæson? Hos Esbjerg scorede Kale Kerbashian mod SønderjyskE og bliver en nøglespiller i playoffs.
Det forventer vi: Esbjerg må være revanchesulten og favorit mod et Rødovre-hold, der dog næppe kører til sen kampstart for at lægge sig ned. Smal hjemmesejr er et godt bud.